Kære Dorset
Du sidder vel til en påskefrokost, hvor alt er hjemmelavet og banket af fra bunden. I den moderne betydning af “fra bunden”, som dækker over, at man selv har drejet låget af et glas marinerede sild, masseret en bag-selv leverpostej fra REMA 1000 og sat den i ovnen sammen med noget paneret frostfisk, der lider af en identitetskrise og tror, det er en rødspætte.
Måske har du været ude at gøgle og er netop landet på Monarchs arvtager, hvor der stadig serveres øl med en let eftersmag af 1987.
Og det er her, midt mellem karrysalat og social arv, at jeg kommer til at tænke på, om du nogensinde har været rigtig arbejdsløs.
Ikke den der poetiske freelance-arbejdsløshed, hvor man kalder det “mellem projekter”, mens man drikker kaffe og stirrer på et dokument med titlen Endelig Version 7 (ny).
Jeg mener rigtig arbejdsløs.
Den slags, hvor man bliver indkaldt til Jobcenter København på Gammel Køge Landevej med en tone, der antyder, at hvis man ikke møder op, bliver man enten slettet fra systemet eller genindsat som praktikant i en kantine med fugtig mayonnaise.
Jeg har prøvet det – for år tilbage.
Jeg sad overfor Connie.
Tidligere frisør i Kolding. Nu jobvejleder ved et tilfælde eller en kosmisk fejl i HR-systemet.
Hun duftede af L’Oréal Elnett i en koncentration, der kunne fastholde en mindre brokonstruktion.
“Nu kan du jo snart kalde dig selv langtidsledig,” sagde hun.
Jeg havde på det tidspunkt både overskredet 50-års-alderen og haft et par blodpropper, hvilket i TV-branchen svarer til at blive pakket ind i bobleplast og sendt til deponi.
“Ja,” svarede jeg. “Så er jeg jo berettiget til et 6 ugers kursus.”
Hun kiggede på mig, som om jeg havde læst manualen.
Hun bladrede i nogle papirer, trykkede på et par tilfældige taster og bekræftede modvilligt min eksistensberettigelse.
“Hvad har du i tankerne? Et hygiejnekursus?”
“Jeg går i bad dagligt og overlevede en pandemi. Jeg tror, jeg er dækket ind.”
“Det er i tilfælde af, at du kommer i praktik i en kantine.”
Jeg svarede med et citat fra Matador:
“Jeg kunne jo også lære at pibe kraver, hvis jeg skulle ende med at gifte mig med en præst.”
“Det tror jeg ikke, vi har kursus i lige nu,” sagde Connie.
Humor er tilsyneladende ikke en del af curriculum på hverken frisørskoler i Kolding eller jobcentre på Gammel Køge Landevej.
“Hvad med digital markedsføring?”
“Det lyder spændende. Men jeg forestiller mig, at det er forældet, allerede inden jeg får kursusbeviset. Og så skal jeg konkurrere med 21-årige tyggegummityggende mennesker, der er født med en algoritme i rygsøjlen.”
Jeg holdt en pause.
“Jeg tror, jeg læser til læge.”
“Det tager syv år,” sagde Connie.
“Nej, nej. Det er en misforståelse. Man skal bare kunne tre sætninger:
- ‘Lad os lige se tiden an.’ (særligt op til weekender og helligdage)
- ‘Dyrk motion og undgå rygning og alkohol.’
- ‘Spis varieret.’
Og så afslutter man med: ‘Tag en Pamol, hvis det gør ondt’ – og hvis det er alvorligt, hvisker man: ‘Tag to.’
Til sidst vælger man mellem to afslutninger:
A) ‘Jeg lægger en henvisning – der er dog lidt ventetid.’
B) ‘Hvis det bliver værre, så kontakt lægevagten.’”
Connie noterede ikke noget.
Hun sad bare stille et øjeblik, som om hun overvejede at skifte tilbage til hår.
Og jeg tænkte, at vi alle sammen på en eller anden måde sidder dér.
Ved et bord.
Med noget, der engang var friskt.
Og venter på, at nogen siger, hvad vi skal gøre ved det.
“Er der nogen, der vil række mig smørret?”
Panodil hilsen
Bundsgaard