Kære Bundsgaard.
Egentlig er jeg ret begejstret for ord: De er, ligesom demokratiet, det mindst ringe alternativ.
Og jeg er heller ikke så bekymret for dem. Det virker, som om de nok skal klare sig, og jeg har endnu til gode at møde nogen, der har fået en høreskade, på gund af dårligt sprogbrug.

Jeg har i hvert fald svært ved at forstå amerikanerne, der ikke har noget problem med at deres børn ser grusomme drab og torturscene, men skulle offeret udstøde et halvkvalt “fuck”, skal det straks censureres. Hvad kan det ikke gøre ved de stakkels små at høre den slags…

Jeg hører heller ikke til dem, der er bekymret over at udenlandske ord sniger sig ind i dansk. Når man hører unge mennesker snakke sammen, sætter jeg faktisk pris på, hvis de benytter sig af deciderede ord, uanset disses oprindelse.

Ikke engang svingord kan jeg svinge mig op til at protestere over. Ja, så betød det noget engang og noget andet i dag, men der findes sgu langt større misforståelser derude. Som for eksempel “original”!

Her sætter jeg foden ned med et smæld, forhåbentlig uden at ramme en legoklods. 
Ja, det var ikke så originalt, det med at træde på legoklodser, men samtidig findes der en original legoklods, og her har vi hele balladen: Vi tillader at “original” betyder to ting på samme tid. 

Det kan både være den oprindelige udgave, i modsætning til en ny version, der sikkert indeholder saltkaramel, eller det kan betyde noget helt nyskabende, der i disse år sikkert indeholder det samme.
Så den lokale saltkaramelpusher kunne uden at blinke sige “vil du have den originale eller den meget originale?”

At et ord betyder to modsatrettede ting på samme tid, bliver lidt for originalt for mig, og jeg synes de originaler, der sidder i Dansk Sprognævn burde se at få styr på det. Altså det nye sprognævn i Bogense, og ikke det originale i København, der på ingen måde indeholdt saltkaramel. Men det burde det måske.

Kærlig hilsen Dorset.