Kære Bundsgaard.

Nu har jeg givet det et par år eller 30, og min foreløbige konklusion er at det dér internet er kommet for at blive. Vi slipper i hvert fald ikke lige af med det inden førstkommende weekend, så når jeg åbenbart hænger på det, så har jeg et enkelt forbedringsforslag.

Det første er måske mere et fromt håb, men kunne de forskellige platforme overveje at lade brugerfladen indrette af en person, der på et tidspunkt i sit liv har prøvet at interagere med andre mennesker?

Bare et tilfældigt eksempel, der slet ikke er noget, der stjal en time af mit liv i går aftes:
Jeg ved ikke om du har en yndlings-billetside, som du bare altid køber igennem?

Personligt er jeg så sært indrettet at det mere er begivenheden, jeg vælger efter, end hvem der udbyder billetterne. Jeg har endnu til gode at åbne gode, gamle, trofaste ”Billetnet” og så bare vælge mellem de koncerter, de tilbyder:
”Claus Hempler, siger du. Nej, så skal vi jo over på en helt anden side! Du kan få lov at høre Shaggy, David Minerba eller André Rieu!!!”  

Min loyalitet overfor billetudbydere er med andre ord begrænsede, men alligevel opfører deres brugerflade sig som om jeg dagligt logger ind for at tjekke, hvad de måtte tilbyde af festlige oplevelser.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske mit password til en side, jeg senest brugte da Leonard Cohen var i live!

Og når man så er mislykket tre gange med det password, man plejede at bruge, så må man ikke prøve mere, for hvis der er noget, hackere er ivrige efter, så er det at komme til at betale høje gebyrer på koncertbilletter, så tænk hvis uautoriserede typer loggede ind på min konto.
Nej, den går ikke, så jeg får tilsendt et nyt midlertidigt password, men imens ”forsvinder” stedet, hvor jeg skal taste det ind, så jeg kan begynde forfra. På tid, selvfølgelig. Den tid, billetterne er ”reserverede” tæller ned, som var man Tom Cruise i Mission Impossible og ikke bare en svedig, ældre herre på jagt efter to billetter. Nu anerkender siden ikke det midlertidige password, for ham, der udstedte det, har åbenbart fået fri, så mens jeg starter forfra, udløber billetterne, og jeg må lukke siden og åbne en ny.

Den nye side tager det ”midlertidige” meget bogstaveligt, så nu skal jeg have et nyt midlertidigt password, så nu har jeg hele tre kodeord i spil; det glemte og de to midlertidige, som jeg bare beder til, ikke bliver uenige, men det lykkes, og jeg er inde på siden og kan købe mine billetter.

… Tror jeg, i et kortvarigt øjebliks overmod, for selvfølgelig kan jeg ikke det, før jeg har valgt det password, jeg skal glemme fremover.

Først afslører jeg min alder, ved at forsøge med et sekscifret. Glem det, bedstefar! I dag er vi oppe på tolv tegn – mindst! Og der skal være et stort bogstav, et lille bogstav, et tal og et ”specialtegn”. Så nærmer vi os jo også hurtigt de tolv, kan man sige, og min fantasis begrænsninger.
Hvordan får man sneget et specialtegn ind, uden at ens password ligner navnet på en rapstjerne fra 00’erne?

Og hvor specielt skal det være? Personligt synes jeg jo at et ”+” er relativt almindeligt. Jeg har uden pral kendt det siden 1. klasse, men smækker man det bare bagpå, eller hvad? Og hvordan husker man det?
Nu er det jo ikke mig, der er hjemmesidedesigner, men umiddelbart ville jeg mene, det er en dårlig idé hvis folk begynder at skrive deres passwords ned på små lapper papir, de så skal finde frem, når Leonard Cohen genopstår som klon.

Idéen om hackere er sådan nogle, der sidder og regner vores passwords ud, fordi vi har været så letsindige at vælge navnet på vores barndoms hund, tror jeg hører til i film, eller andre steder for meget vigtige mennesker. Hvis de virkelig kan regne mit password ud, så vil jeg sgu godt donere dem de billetter, bare jeg slipper for at skulle have 400 forskellige fygende rundt, fordi de sikkerhedsansvarlige bliver mere og mere hysteriske og overgår hinanden i bizarre krav.  

Hvis de nu bare skrev ”vælg et password, du kan huske”, så kunne det være, vi ikke opgav at købe billetter halvdelen af gangene.
Kærlig hilsen Dorset, alias ”Joe++++++++1”