Kære Dorset

Der er jo ingen penge i dette bloghalløj – endsige bogudgivelser. Så jeg forsøger mig som “politisk skribent.” Tomme valgløfter, vindfrikadeller og så videre. Kort sagt: En sludder for en sladder. Varm luft i bogstavform.

Jeg har skrevet min første politiske tale og tror, den kan passe ind i ethvert partiprogram:

Kære alle,

Vi befinder os nu i en situation, hvor det er afgørende, at vi fastholder den nødvendige forståelse af det, der endnu ikke har erkendt sig selv som en mulighed, men som alligevel – på sin egen måde – allerede har vist tegn på midlertidig tilstedeværelse i det større billede, vi ikke helt har fået øje på. Det er derfor vigtigt, at vi ikke lader os begrænse af de rammer, som kun eksisterer, når vi ser efter dem direkte; ofte forsvinder de jo, når man blinker.

I denne sammenhæng må vi naturligvis også forholde os til den form for udvikling, der bedst beskrives som en bevægelse fremad, baglæns eller i en retning, man kun kan fornemme som et svagt sus i nakkehårene. Vi bør ikke undervurdere betydningen af dette sus. Det er netop i sådanne sus, at den spirende mulighed for muligvis at tage skridt hen imod noget ukonkret opstår, især når ingen er helt klar over, hvem der tog skridtet, eller om det overhovedet blev taget.

Samtidig er det nødvendigt, at vi fastholder en helhedsforståelse, selv når helheden midlertidigt opløser sig i mindre fragmenter, der hver især insisterer på at være helheden. Her er det vigtigt at balancere mellem at holde fast og give slip, og gerne gøre begge ting på samme tid for at vise handlekraft uden at påvirke noget som helst.

Vi må huske, at enhver udfordring rummer en indbygget mulighed, der måske viser sig, hvis vi vender udfordringen på hovedet og ser den fra undersiden. Her vil vi muligvis opdage, at muligheden i virkeligheden blot er udfordringen, der forsøger at virke imødekommende. Sådan noget skal man tage alvorligt, uden dog at lade sig styre af det.

Det er derfor essentielt, at vi fortsat arbejder struktureret med at fastholde den nødvendige uafklarethed. Det er i ubestemmeligheden, at de virkelig store næsten-beslutninger kan gro – ikke som egentlige beslutninger, men snarere som beslægtede tankeformer, der kan bruges ved festlige lejligheder eller i situationer, hvor det forventes, at man siger noget samlende, uden at det nødvendigvis behøver at give mening.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at vi er et stærkt fællesskab, især når vi står sammen om det, vi endnu ikke har formuleret. Og hvis vi kan fastholde denne fælles uklarhed, vil vi være godt rustet til at møde alt det, som måske allerede er på vej, eller som senere viser sig slet ikke at have været på vej, men som vi alligevel vil forholde os til, når tiden er inde til at tage stilling til, om det overhovedet krævede stillingtagen.

Tak.