Kære Dorset
Jeg ved godt, at din kulinariske horisont strækker sig fra fryser til mikroovn og tilbage igen.
At Mou’s frostsuppe i din familie regnes for hjemmelavet, så længe man selv klipper hjørnet af posen.
Og det er helt fint.
Det er faktisk betryggende.
For du har forstået noget fundamentalt, som jeg selv først har lært nu – alt for sent og med glasur i håret:
Nemlig. At det kun er sportsfolk og idioter, der hopper over, hvor gærdet er højest.
(Citat: Svalle.)
Julen er ikke tiden til at udfordre sig selv.
Julen er ikke tiden til nye projekter.
Julen er ikke tiden til at finde sig selv i et køkken med mel på bukserne og dårlig samvittighed i lommen.
Julen er tiden til gentagelser.
Rutiner.
Og lav varme.
Alligevel gjorde jeg det.
Jeg gik i et supermarked på tom mave.
Og på tom mave køber man ikke mad – man køber idéer.
Dårlige idéer.
Jeg købte et peberkagesæt.
Ikke et almindeligt peberkagehus.
Nej, nej.
Pippis Villa Villekulla i juleforklædning.
Et arkitektonisk manifest.
En dødsfælde i brun farin.
Et stykke nordisk hygge forklædt som krigsførelse.
“Det skal bare lige samles,” stod der.
Bare.
Det ord har ødelagt flere liv end alkohol.
“Piece of cake,” tænkte jeg.
Og overvejede samtidig, om jeg kunne sælge den joke til Amin Jensen for et par flasker.
Tomme flasker.
Men så begyndte det.
Man skulle selv købe:
glasur
chokoladepastiller
vingummibamser
tålmodighed
og en indre ro, jeg sidst havde i 1987
Intet hang sammen.
Alt faldt sammen.
Tre gange.
Glasuren løb.
Væggene skred.
Taget nægtede samarbejde.
Det var ikke byggeri.
Det var forhandling uden handling.
Min mand og jeg blev ikke direkte uvenner.
Men vi talte, som folk taler i dokumentarer om parforhold.
Lavmælt.
Kontrolleret.
Med undertekster.
Imens stod anden i ovnen og tørrede ind som et vidne, der var blevet glemt af retssystemet.
Den havde ikke en chance.
Jeg var optaget af Villa Villekulla.
Min nemesis. Jeg følte mig som en reinkarnation af Sifysos.
Det er sidste gang.
Sidste gang jeg kaster mig ud i noget kreativt i december.
Medmindre jeg får børn.
Men mit sidste barn er 25.
Han var sponsorbarn i Zambia.
Og jeg tror ikke, han har et uopfyldt behov for et peberkagehus.
Hvem har egentlig det? MIT er i hvert fald overstået nu.
Jeg har aldrig fået lavet listen over ting, jeg ville tage med på en øde ø.
Kniv.
Bog.
Radio.
Den slags.
Men jeg er begyndt på en ny liste.
En vigtigere liste.
Listen over ting, jeg IKKE vil have med.
#1: Et peberkagehus.
Aldrig.
Ikke engang hvis jeg hed Robinson.
Og havde en tjener.
Hov.
Det er fredag.
Glædelig jul.
Hans