Kære Bundsgaard.

Nu synes jeg, vi har kendt hinanden så længe, at jeg godt kan tillade mig at afsløre den nådesløse sandhed om mig selv: Jeg er ikke fuldkommen fejlfri!

Jeg burde give dig et par linjer til at lade chokket bundfælde sig, eventuelt ved at afspille noget beroligende fusionsjazz, men af hensyn til begge vores læsere, må jeg nok hellere komme i gang med at uddybe.

Jeg dummer mig noget så gedigent på en mere end daglig basis, men er jo heldigvis havnet i et fag, hvor den slags fejl hedder ”anekdoter” og er noget, man kan tjene penge på.

Jeg har for eksempel lige optrådt for en forening, hvor jeg midtvejs kommer i tvivl om, hvad foreningen egentlig hedder, og det går op for mig at jeg sagt det på (mindst!) to forskellige måder, og min eneste redning er at jeg forhåbentlig taler så utydeligt at de ikke har lagt mærke til det

Jeg kan allerede mærke, den historie bare skal ligge og lagre lidt, før jeg får noget herligt dumt ud af det. ”Gennem sjusk til stjernerne”, som der skal stå på min gravsten. Sandsynligvis med mindst én stavefejl…

Den eneste formildende omstændighed ved min fejl er at jeg tager den på mig. Jeg kaster mig ikke ud i et grådkvalt angreb på foreninger med navne, det er svært for aldrende gøglere at huske. Jeg tager bare et mentalt om lige at google arrangementet, inden jeg går på scenen næste gang.

Det synes jeg faktisk burde være obligatorisk. Som det hedder i dansk politik: At ”lægge sig fladt ned”, hvilket dog at dømme efter valgplakaterne ville være lidt af en udfordring for flere af vores politikere.

Det modsatte ser man lidt for tit, for eksempel i trafikken. Klassikeren er når vejarbejde har lukket en gade, og en eller anden paddehat først opdager det med forhjulene halvt inde i afspærringen. ”Eje sine fejl”-løsningen her er naturligvis med stor beklagelse at blinke tilbage i trafikken og finde en anden rute. Ikke med stor forundring at blive holdende og stirre olmt på skiltene, i håbet om at vejarbejderne bliver færdige inden Tante Inges fødselsdagsfest er slut.

På vej hjem fra foreningen, jeg kæmpede med at huske navnet på, mødte jeg den kollektive trafiks svar på bilisten, der falder i staver over en afspærring: Manden, der var kommet med det forkerte tog.
Det kan jo ske for selv den bedste, hvilket jeg har bevist ved flere lejligheder.
Så kan man lige tjekke forbindelsen på sin telefon, og se hvor man eventuelt skal skifte.

Man KAN selvfølgelig også marchere ind i stillezonen og underlægge togføreren et tredjegradsforhør, som man så genoptager hver gang hun passerer, for lige at få uddybet, hvad hun sagde første gang. Han kunne bare have spurgt resten af kupeen, der for længst havde fattet det, i stedet for at forstyrre andre mennesker i deres arbejde, fordi han ikke kunne tyde en togplan.

Selvfølgelig kan man spørge, men mandens forargelse over at befinde sig i et andet tog end planlagt, bare fordi han var vadet ned på en anden perron på et andet tidspunkt end det angivne på billetter, gjorde pludselig hans genvordigheder til alle andres problem, og det er kernen for dem, der foretrækker at udlicitere deres fejl til resten af flokken:

Man kender det fra situationen hvor et venindepar med stor præcision har udset sig byens smalleste fortov til den store parforholdssnak, og når folk så forsøger at passere dem, medfører enhver forespørgsel om et par centimeters ekstra plads himmelvendte øjne, og undrende spørgsmål om hvor travlt folk dog har, og hvor vigtige de mon føler sig, i stedet for bare at henlægge samtalen til et sted, hvor den går mindre ud over fremkommeligheden.

Idéen om at det er alle andre, den er gal med, når man står i vejen, er et tegn på at man er medlem af en helt særlig klub, som jeg vil kalde …

Ja, nu har jeg sgu glemt hvad det hedder.
Kærlig hilsen Dorset.