Kære Bundsgaard.

”Der er to ting, der er sikre her i livet: Døden og skatterne”, siger en masse fantasiløse mennesker

Semiprofessionelle brokkere som vi to, føler os i hvert fald sikre på mindst et par mere.

At man på et eller andet tidspunkt i løbet af ugen skal gennem en indgang, hvor en ældre dame har taget opstilling for at tjekke, hvem der har sendt hende en sms på ”mobilos”.

At man nærmest dagligt bliver en form for relæstation mellem to ægtefæller, der skriger til hinanden på afstand, fordi at samtalen er alt for spændende til at den kan vente til man står sammen.

At den bagerste af de fire mennesker, der står og stirrer på et kasseapparat med en kurv med varer i hænderne, bliver spurgt om høn mon står i kø?

Men det er jo bare de subjektive, som vi der overvåger vores medmenneskers adfærd med lidt for stor iver bemærker. Der er jo andre objektivt sikre ting i tilværelsen.

At ens dankort udløber, for eksempel.

Det er en fuldkommen fast tilbagevendende begivenhed, som man endda bliver mindet om, hver gang man køber noget på nettet eller bare leder efter læsestof i en lidt for lang kø.

Nu er min kære bank endda så serviceminded at den helt selv sender et nyt kort som erstatning for det gamle, som man så bare klipper over og smider ud, helt uden respekt for ens mange fælles minder.

Så hvorfor er det at de uendeligt mange steder, ens kort bruges som betaling, bliver fuldkommen chokerede hver gang ens kort udløber.
Der var ét foretagende – en større medievirksomhed med hovedsæde i Odense – som sendte mig en mail med teksten ”dit kort er udløbet, her kan du tilføje et nyt”. Samtlige andre skrev småfornærmede henvendelser om ”fejl ved din betaling” eller bare ”Betaling mislykkedes”, hvilket jeg synes er en lidt voldsom bebrejdelse af en betaling, der jo sandt at sige aldrig fandt sted.

Jeg ved ikke om de er inspirerede af de dér debile slagord i stil med ”du misser 100% af de skud, du ikke tager”, hvilket oversat til detailhandelen må betyde at jeg ”mislykkes” med at købe alle de varer, jeg efterlader i butikken.

Jeg forstår ikke hvorfor det er totalt uoverkommeligt for de forskellige tjenester at gætte sig til, der nok er tale om et udløbet kort. Man indtaster jo udløbsdatoen når man tilmelder sit kort, men de læser måske heller ikke deres egne betingelser?

Det, der burde være en festlig begivenhed og starten på et pragtfuldt nyt venskab mellem mig og mit nye kort, ender med at blive til flere døgn med eder og forbandelser og et misbrug af MitId, der tangerer det behandlingskrævende.

På samme måde som forældre kan holde ”barns første sygedag” burde alle have en ”korts første dag”, hvor man fik fri til at bande af alle sine abonnementsudbydere. Nu, hvor man kun kan se TV2.

Kærlig hilsen Dorset.