Kære Bundsgaard.
Det er højsæson for ferieopslag på de sociale medier, men jeg har nu ikke delt mine rejseoplevelser med andre … før nu.
Jeg synes det er synd for de mindre heldige at skulle høre hvordan folk farter omkring i verden, mens de selv må sidde derhjemme og se billeder fra eksotiske steder som Mauritius, Montpellier eller – i mit tilfælde – Mou.
Ja, selveste Mou! Altså ikke den med de klassiske frysesupper, (jeg er jo ikke millionær), men en Mou, hvis største attraktion var en Brugsforening. En klassisk, nordjysk Brugsen, der reklamerede for et ”Morgentilbud” bestående af en klassisk franskbrød med birkes og en lun leverpostej til 39 kr. ”pr. sæt”.
Jeg er vokset op, så meget som det nu blev til, på egnen, så jeg ved godt man har lidt bedre tid på de kanter. Det er nærmest noget, man praler med, så jeg havde væbnet mig med de minimale rester af tålmodighed, jeg nu rummer. Jeg havde jo ikke travlt med at komme tilbage til sommerhuset og tabe i brætspil. Når han er afsted med familien, er sådan en indkøbstur nærmest noget far gør for hyggens skyld.
Og indkøbsturen startede da også hyggeligt. Den lokale Morris Minor Club holdt træf og jeg nød at se de nypudsede, gamle biler stå på Brugsens parkeringsplads. Da jeg var barn små 25 km fra Mou, havde min bedste ven Peters forældre sådan en bil, så jeg blev uklædeligt sentimental, og tænkte, det kunne være superhyggeligt at trille rundt i sådan en Minor.
Men jeg tænkte, jeg nok ville blive træt af det, første gang jeg havde travlt, og skulle rejse på tværs af landet med en topfart på 80 i timen.
Alligevel gik jeg ind i Brugsen, og fangede ikke advarslen: Når sådan en butik er fyldt med Morris Minor-entusiaster i matchende T-shirts, så er det som at træde ind i et zombieland.
Folk stod apatisk opgivende og stirrede i flere minutter på den vare, de ved et grumt tilfælde havde forvildet op i hænderne. Og de eneste, der bevægede sig, var på vej tilbage mod indgangen efter noget, de åbenbart ikke havde fået stirret grundigt nok på i de første fire forsøg.
Og hvis du synes, betegnelsen ”Zombie” virker hård, så er det min mest præcise, for hver gang, jeg tog opstilling ved en køledisk, kom hele flokken sjokkende for at se, hvad ham den levende synes var så spændende. Jeg måtte kæmpe mig ud med en flanksteak i den ene hånd og en pose kartofler i den anden.
Da jeg endelig slap ud, så grinede de forsamlede Morris’er til mig med deres Thomas Tog-ansigter, som ville de mime: ”Kom ikke og sig, du ikke var advaret!”
Mit gæt er, de holder der endnu.
Kærlig hilsen Dorset.