Kære Bundsgaard.

Kender du ”Too good to go”? App’en hvor butikker kan komme af med deres overskudsmad og stadig få lidt penge for det? Når sandheden skal frem burde den hedde ”Til dig, der er pjattet med gammelt brød”, for 4 ud af 5 tilbud man får, når man åbner den app, er supermarkeder, der vil slippe for selv at bære deres overskuds bake-off ud til containeren.

Man kan få poser af fedt og gluten for næsten ingen penge, mens reelle måltider er lidt sværere at opstøve.

Jeg bruger Too good to go af to grunde: En god og en dårlig. Den gode grund er at jeg forhindrer madspild ved at spise noget, der ellers ville være blevet kasseret. Den dårlige grund er at jeg kan lade app’en vælge for ubeslutsomme mig: Hvis der kun er én ret tilgængeligt i hele nabolaget, så giver det sig selv, hvad jeg skal have til middag.

Det har bragt mig i nogle relativt bizarre måltidssituationer, men man får da udvidet sin horisont.

Som i går, hvor det passede med at en buffet-restaurant tilbød man kunne få rester med hjem, kun tre kvarter efter jeg var færdig med at optræde.

Perfekt, tænkte jeg, og begav mig glad og lidt sulten mod dette spisested og dets lokkende gastronomi. Normalt kan man få lov at afhente et kvarter før afhentningstiden starter, men her var ingen kære mor, eller andre kvindelige familiemedlemmer.

Det kunne der jo sagtens være gode grunde til, tænkte jeg, og gik derfor til den lokale Netto for at få overstået et par småindkøb i mellemtiden. Bare det jeg behøvede, fortalte jeg mig selv ved indgangen, men jeg blev fristet.

Denne gang havde djævelen iklædt sig lokkende italienske gevandter, og især et prisskilt med Netto-fænomenet ”Lokal pris”, hvilket er en forkortelse for ”vi har købt alt for meget af det her lort – fjern det fra vores butik”.

Og da den lokale pris var på herlige glas med Dolmio-sauce, slog jeg til med det samme. Dels kan sådan et glas blive en udmærket grundsovs til en pastaret, og dels har min Dolmio-dag bare skøjtet rundt over hele ugen, så jeg tænkte, jeg ville benytte chancen til at få den endeligt på plads.

Men gæt engang: Oppe ved kassen gik den ”Lokale pris” slet ikke ind. Måske var prisen så lokal at den kun galt nede ved hylden, eller også satser Netto bare på at man ikke orker at beklage sig, når man står i køen og ingen af de ansatte nogensinde selv har prøvet at købe ind, men de havde forregnet sig, eftersom det primære formål med mit forsøg var at spilde min tid, så jeg gjorde opmærksom på at der var skiltet med ”lokal pris”, og jeg derfor skulle betale 8 kr. i stedet for 20.

Barnet bag kassen spurgte først om jeg var sikker, og tilkaldte derefter sin overordnede: Et barn, der havde arbejdet hele fire dage i butikken. Overbarnet beder mig derefter fortælle, hvor i butikken varen befinder sig, og vi følges hele vejen derned, og jeg viser ham skiltet med ”lokal pris”.

Det skuffer både ham og det underordnede barn så grusomt at ingen af dem ytrer nogen form for beklagelse eller anerkendelse af at de arbejder i en butikskæde, der er fuldkommen talentløs med sin varemærkning.

Jeg bærer i triumf min Dolmio tilbage til buffetrestauranten, der i lyset af det følgende nok bør holdes anonym. Vi kan jo kalde den Raz-Riz.
Her har der forsamlet sig en større flok, der med sultne blikke og åben Too good to go-app spejder mod buffeten. Afhentningstidspunktet er oprundet, men personalet gør ingen mine til at tillade at man får sin bestilling. Tvært imod. De går selv i gang med at udvælge sig de bedste retter og tømme fadene med dem, mens de kigger grinende på de ventende kunder.

Man fik følelsen af at vente i kø til et suppekøkken for hjemløse, så ti minutter efter jeg burde have fået min mad, opgav jeg og gik hjem og spiste kold Dolmiosovs.

Og hvorfor fortæller jeg så det, Bundsgaard.
Af to grunde: En god og en dårlig. Den dårlige er at nu ved jeg at onsdag er min Dolmio dag og den gode at jeg nu har lært at den app er ”Too bad to stay”.

Kærlig hilsen Dorset.