Kære Bundsgaard.
Vejret er gråt. Bygerne lunefulde. Vindene blæste henkastet affald i mit ansigt, så jeg søgte tilflugt i et supermarked.
Modigt, vil du nok mene, med tanke på min evne til at finde noget at blive fornærmet over.
Og det lykkedes da også allerede inden jeg havde fået fingrene i en indkøbskurv.
Det var en klassiker, Bundsgaard. En af dem, man møder så tit at fænomenet burde have sit eget navn: En mand, der er i gang med en mobilsamtale, der er så vigtig at alle vi andre kunder også skal kunne nyde den.
Jeg ved ikke, hvorfor Støjforurenere henlægger den slags snakke til Kvickly. Måske er det bare mig, der er konservativ, men hvis samtalen har den vigtighed, som stemmestyrke og intensitet antyder, så burde man måske sidde at fokusere derhjemme, i stedet for at lade sig distrahere af indkøbslister og mængderabatter.
Nogle gange råber de så højt, de her Supermarkedssnakkere, at jeg frygter at de vil mig noget: At når jeg kommer op til kassen, så står de med et clipboard og forlanger at jeg underskriver en GDBR-erklæring eller deltager i en quiz om samtalens finere detaljer.
Det er garanteret kun mig, der bliver så distraheret af det, men jeg synes det er så sært når man hele vejen rundt i supermarkedet kan følge en højrøstet strøm af ord, der bevæger sig fra det afskårne pålæg, over til saucerne og så videre til skabet med oste.
Vil manden bare vise, han er utroligt vigtig, eller har han et endda dybere psykologisk formål med det? Befinder han sig i en eksistentiel krise, der gør at han må vække andre menneskers opmærksomhed, for at føle sig sikker på at han virkelig findes?
Selvfølgelig ankom jeg til kassekøen fuldstændig samtidig med Mobilskrigeren, og kunne efterhånden forestille mig at personen i den anden ende være lige så træt i blikket som mig selv. Men så indtraf miraklet!
Manden lægger sine varer på kassebåndet og siger så til sin samtalepartner: ”Jeg skal lige betale – jeg ringer om to minutter”
Så lægger han på og anerkender at der bag kassen sidder et levende, tænkende menneske, der fortjener hans opmærksomhed, og han er flink og venlig og ønsker en god dag, før han ringer op igen og taler videre.
Hurra for et mirakel at indlede februar med. Sikke en herlig mand. Og det kan du selv være, Bundsgaard.
Kærlig hilsen Dorset.