Kære Bundsgaard.

Man burde jo hylde de folk, der åbner nye butikker. Mest af alt skulle en doven døgenigt som mig se op til mennesker, der orker indrette en helt ny forretning og lægge talløse timer i at drive den.

Men misforstå mig ordentligt: Jeg gad godt have en butik, eller arbejde i den eller skovle ske foran den. Det handler slet ikke om fine fornemmelser, men kun om min modvilje mod grundløs optimisme.

For tiden er der opstået en ny trend i mit kvarter: Tomme butikslokaler bliver udsmykket med glade bannere, der annoncerer butikkens nært forestående åbning i en ny inkarnation, men så sker der aldrig mere. Så får bannerne bare lov at hænge og gulnes, inden de langt om længe erstattes af udlejernes mere lakoniske skilte om at der – igen! – er et lokale til leje.

Det synes jeg er et fremskridt: Så skal vi ikke drives igennem det forudsigelige forløb, hvor man fejrer åbningen af butikken ved at hælde let lunkne bobler på ens fremmødte venner og tilfældigt forbipasserende nasserøve, for derefter at stå ivrigt spejdende bag sin disk et par uger, indtil enhver optimisme er forsvundet fra ens blik og for længst erstattet med et tomt, trøstesløst udtryk, der varer lige til butikken en formiddag ikke længere åbner, men i ly af natten og omverdenens ligegyldighed, er blevet tømt for varer og livsvilje.

Endnu en stakkel har kastet sine drømme ned i kløften mellem det, vi siger at vi gør, og det vi rent faktisk foretager os. Endnu et hårdtarbejdende menneske har tabt sin opsparing på hykleriet i vores livsførelse.

Det er derfor, jeg elsker at butikkerne i mit nabolag nu lader til at give op på forhånd, for det har deres kunder jo gjort for længe siden. Vi taler så meget om at leve grønt og sundt og bæredygtigt, men når de stakkels entreprenante typer tager os bogstaveligt, så opdager de at det kun er noget, vi siger.

Jeg har ikke tal på hvor mange butiksdrømme vores dobbeltmoral har knust i kvarteret, men jeg kan nævne at vores løfter om at spise sundt, købe delikatesser fra specialbutikker, støtte lokale handlende og få læst lidt bøger, bliver effektivt modsagt af bydelens mange konkurser.

Faktisk er de eneste forretninger, der kan løbe rundt, sådan nogle steder, hvor man går hen for at forkæle sig selv. Ved at købe kage eller en eksotisk kaffedrik. Få hudbehandling eller lavet negle.

Især det sidste er en stor succes i lokalområdet. På min hundeluftetur om eftermiddagen passerer jeg mindst fem steder, hvor hjemlige damer holder hænderne frem mod hårdtarbejdende østlige kvinder, mens de stirrer trist og trutmundet ud ad vinduet.

Danskerne, altså. For som folk er vi fantastisk gode til at fortælle os selv, vi fortjener en belønning for at holde os i live. Et lækkert stykke cheesecake til 90 kr. En ansigtsbehandling til det tidobbelte eller bare den åbenbart fuldkommen uundværlige kaffedrik.
Jeg ser mennesker, der ikke kan gennemføre en helt almindeligt supermarkedstur, uden en to-go latte i hånden. Vores liv er åbenbart så umenneskeligt hårde, at vi ikke kan stå op, uden at skulle trøste os selv for det besvær.

Man må få lavet alle de negle, man vil. Flere på hver finger, hvis man føler det påkrævet, men når jeg ser kundeflokken sidde der og have ondt af sig selv, mens deres negle bliver serviceret til (i bedste fald) mindsteløn, så sniger sætningen ”så tag jer dog sammen” sig helt frem mod min tungespids. Men jeg siger det ikke. De kan jo være nogle af de butiksejere, der er gået fallit på grund af vores selvbedrag.

Kærlig hilsen Dorset.