Kære Bundsgård

Folk siger, vi hele tiden brokker os, og det er jo slet ikke sandt: Vi har for eksempel holdt en længere pause i brokkeriet, som jeg gerne vil beklage over for vores trofaste fans. ALLE tre…

Men altså:

Forskere siger, man skal gøre noget i 10.000 timer for at blive god til det, og alligevel anerkender ingen vores brokkeerfaring, bare fordi de ikke selv opdager alle de syndere, vi beklager os over.

Ville man påstå at en professionel koncert-violinist spillede falsk, bare fordi man ikke selv havde rørt et strygeinstrument og ikke anede, hvordan det burde lyde?

Violinister øver sig 5-6-7 timer HVER dag, og vi brokkere har ydet nogenlunde samme indsats i tjenesten af den noble sag at bemærke andre menneskers idiotiske adfærd.

Ja, ”idiotisk” er måske så stærkt igen, når det ofte bare handler om en anelse hverdags-uopmærksomhed, men det er princippet! (Som man altid siger, når man ikke rigtig har en sag).

Vi to har tilbragt mange timer, optændte af irritation, i køer og andre tvungne samlingssteder, på at registrere sociale fumler-tumlere, og alligevel anerkender folk ikke vores autoritet.

De bruger endda blanke afvisninger, af typen ”sådan kender jeg ingen, der er” eller ”MIN veninde Jutta kunne aldrig finde på at gøre sådan”, når de betvivler vores oplevelser med trafikal egoisme, køkultur eller den kollektive trafiks mere trælse typer, og det triste er, jeg tror, jeg ved hvorfor:
Der er ingen stærkere folkebevægelse i Danmark end ”Folkefronten for retten til at gå gennem det offentlige rum med hovedet oppe i egen røv”.

Vi så det under Corona, hvor det udviklede sig til et martyrium – et ubehandlet og stædigt vedligeholdt traume – at der pludselig var regler for hvor tæt, man måtte stå på andre mennesker, at man skulle medbringe et mundbind, at man helst skulle hoste i sit ærme og ikke i fremmede menneskers ansigter og så videre. Kort sagt:

At vi levede i sådan et klamt, fascistisk diktatur, der jo som bekendt er kendetegnet ved at man skal tage et minimum af hensyn til sine medmennesker.

Jeg ved ikke om det er en særskilt dansk egenskab, men frygten for at blive fortalt, hvad man må og ikke må, er mere fremtrædende i vores folkesjæl end hos den gennemsnitlige teenager.

Hvem ved: Hvis man nu brugte 10.000 timer på at opføre sig ordentligt, ville man måske blive ganske god til det?

Kærlig hilsen Dorset.