Kære Bundsgaard.
Kan du huske ”Small Talk”? Den herlige duo af to teenagepiger, der med lidt for stor begejstring og meget lyse stemmer, sang “Hallo Hallo” og andre Grand Prix-agtige sange, tilsat tungt prøjser-beat af typen, der stortrommeslag for stortrommeslag banker enhver livslyst ud af ens plagede sjæl.
Alligevel vil jeg sige, jeg tusindfold hellere vil lytte til sangduoen ”Small Talk”, end til almindelig smalltalk.
Principielt er der intet galt med smalltalk. Bemærk derfor at det specifikt er den ”almindelige”, jeg ikke kan udstå. Som i ”den man faktisk oplever”.
Jeg er da ikke engang stolt af min egen! Som når jeg lufter hund og den møder en artsfælle, og de begynder deres debile ”Nej, du skal ikke lugte til min numse, jeg skal lugte til din”-dans.
Så siger jeg (OG den anden hundeejer) jo almindeligheder som ”Nå, så er det hans tur, ha-ha-ha!”, men til vores forsvar står vi jo også bare der og stirrer på hinanden, så længe dansen varer.
Der findes jo utallige situationer, hvor man slet behøver sige noget.
Ja, det er måske et chok for nogle, men det er faktisk en mulighed! Det kræver bare at man ligesom mærker at nogle enormt banale ord er på vej op i ens mund, og så lige holder den lukket, inden de passerer tænderne.
Jeg kræver ikke Nobelprisvinder-niveau. Langt mindre kan gøre det, men skal smalltalken kronisk snuble over banalitetens storetåsmadrende dørtrin?
Et eksempel, siger du? OK: Vi havde håndværkere i Andelsforeningens baggård, og jeg gik ud til dem, iført cykeltøj, cykelsko og cykelhjelm, trækkende på en cykel, og en af dem kigger på mig, og siger ”Skal du ud at cykle?!”
Man kan jo sagtens smalltalke ordentligt. Selv har jeg ikke det behov overhovedet, men hvis jeg havde, ville jeg måske spørge, ”hvor turen går hen” eller om jeg havde ”husket det hele”.
Eller man kunne bare sige ”god tur”, hvis ens mund absolut ikke kan holde sig lukket.
Jeg kunne i hvert fald foreslå at hver chance for smalltalk gav et point – HVIS man holdt munden lukket. Og så kunne man bruge et af de point på at sige noget rigtig, rigtig dumt, hvis ens mund blev ramt af smalltalk-inkontinens.
Og kommentarer om vejret koster dobbelt. Hallo: De fleste mennesker, der har været ude i regnvejr, ER faktisk klar over, de er blevet våde. Eller som Small Talk ville synge det: ”Hallo Hallo, det’ din dumme automat, der gi’r mig svar”.
Kærlig hilsen Dorset.