Kære Bundsgaard.

Jeg har haft håndværker – og det gik godt!

Altså, han kom omkring to timer senere end jeg havde forventet, men det er jo sekunder i håndværkertid. Og så var han helt utroligt flink og serviceminded og effektiv, og frem for alt, så påpegede han ikke det helt indlysende: At jeg selv var skyld i problemet.

Jeg ved ikke, hvordan man giver blikkenslagere drikkepenge, udover ved at betale for de timer, de burde være ankommet som aftalt, men jeg er villig til at lære. Eller tilbyde dem en toast…
Det kræver selvfølgelig at ens køkken fungerer, Bundsgaard, og det var netop problemet.

Onsdag aften udviklede en stoppet vask sig til en gigantisk mængde gulvvand, som jeg lå på mine mellemfornøjede knæ og tørrede op, uden helt at forstå, hvordan det dog var gået så galt, hverken med mig eller vasken.

Så torsdag formiddag tilkaldte jeg en vaskekyndig, eller hvad resten af verden kalder ”en VVS’er”.

Han konstaterede lynsnart, om end to timer senere end forventet, at jeg havde fjernet den lille rist, der dækker over vaskens afløb, i mit ubehjælpsomme forsøg på at fjerne de klamme mængder af fedt, otte års opvask har efterladt. Og da det udgør en af mine vildeste handymanbedrifter at løsne den skrue, så bekræftede jeg lynsnart at ja, det var mig der havde afskruet den rist. Jeg havde løsnet vasken fra røret, helt uden at fatte det.

Den flinke blikkenslager sagde ingenting. Han satte bare risten på igen, og skruede skruen i bund. Grundigt. Og med en såkaldt ”skruetrækker”, modsat mig, der havde valgt at benytte en såkaldt ”smørekniv”.

Så tændte han, håndværkeren, sådan lidt demonstrativt for vandhanen, og trådte et skridt tilbage, så jeg kunne se at nu løb vandet væk fra vasken i en fart, som kvinder flygtede fra mig i min ungdom, og gulvet var lige så tørt som dem.

I et febrilt forsøg på at fastholde et minimum af manddom, så fremstammede jeg at det nok godt kunne være at der skulle renses lidt i ”foretagendet”, og SÅ skete miraklet: Der var sgu gået en pakning!
Ja, jeg anede ikke hvad det betød, men åbenbart skulle en lidt træt elastik udskiftes med en frisk.

Og så var der jo en grund til at betale 1.000 kroner. Det er jo ingen pris for en elastik, hvis ens manddom kommer med i posen.

Og den flinke mand rensede, vaskede og pakning’ede min vandlås, bare så jeg bagefter kunne gå ind i stuen og sige til min kæreste at ”NU var det i orden”.
Da han var gået, altså. Jeg ville nødig risikere afsløringen.

Ikke fordi, det som sådan er pinligt at sabotere sit eget renommé.  Mere fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skulle rydde op efter det.

Kærlig hilsen Dorset.