Kære Bundsgaard.
Jeg ved, hvor meget du elsker Dan Turell, og du har inspireret mig til en parafrase over hans digt om at gå ”Gennem byen sidste gang”, bare som en pensionist ville gøre det i mit elskede kvarter.
Jeg undskylder, men håber, du kan leve med det:
Gennem Byområdet en sidste gang
”Før jeg dør, vi jeg gerne stavre byen igennem en sidste gang.
Det skal være mit sidste besværlige ønske.
Jeg vil gå bag min rollator gennem min by,
Igennem Frederiksberg
som jeg har gjort det så mange gange før.
Og jeg vil vide, det er den sidste gang,
og jeg derfor skal stå i vejen med omhu.
Jeg vil gå i Favør eller Føtex eller 24-Syv
eller hvad supermarkederne egentlig hedder nu om dage
og jeg vil skabe lugten i næsen af kål og flatulens i hver eneste kassekø.
Og jeg vil stikke næsen i hver eneste tilbudskasse og rode den grundigt igennem,
men gå videre med et skuffet smil, så snart de andre kunder har opgivet at komme til.
Og det er ikke fordi, der ikke er noget, jeg gerne vil købe,
men fordi jeg altid skal stå i køen
og være den første til at råbe ”kan vi ikke få åbnet en kasse til”
for sidste gang.
Og jeg vil se børnene, som for mig er alle under 55,
gå forbi mig, når jeg kommer udenfor på flisefortovet
og hvis de hæver stemmen over dagligstuestyrke
så vil jeg se mødrene eller hvem som helst i øjnene,
og vrisse ”så se jer dog for!”,
og det vil efterlade dem i dyb forundring,
både fordi de intet har gjort,
og fordi de ikke var en del af noget ”vi”.
Og jeg vil gå videre og stikke mit gamle hoved ind i en af butikkerne.
Helt tilfældig, sammen med fronten af mit gangstativ,
og jeg vil råbe hen over køen at det ikke er
”til at komme forbi”,
og ingen derinde aner, hvad jeg snakker om.
Og så ud igen at gå videre.
Jeg vil slide alles tålmodighed fladere, den sidste stavretur på Frederiksberg.
Jeg vil stoppe op i fodgængerfeltet mens bilerne dytter
og jeg vil se hvert eneste af Frederiksbergs vejskilte
og stoppe op
og stirre forundret på dem alle
mens alle andre må gå i forvirrede buer udenom mig.
Og jeg vil stavre videre, bag rollatoren fra ”Seniorland”
og jeg vil gå ind til Hovedbanegården
Jeg vil se den gennem grå stær og den vil være rimeligt sløret.
Og jeg vil spilde andre menneskers tid, som jeg altid gør.
Jeg vil stå i kø og bede om en billet, der ikke længere findes
og nægte at erkende, verden har forandret sig
og jeg vil have en lang snak med billetsælgeren
om hvorvidt der stadig er en togstation i Nexø
og hvad det kostede at købe en billet dertil i 60’erne
og lige som dem i køen bag mig ånder lettet op,
så vil jeg finde på noget nyt at diskutere,
og fuldkomment ignorere, det ikke er sidste dag for alle
de andre.
Og jeg vil gå ned ad Strøget
og jeg vil bebrejde tilfældige folk deres fremtoning,
selvom de troede at min generation var super frisindet
og rummelig.
Og jeg vil møde andre pensionister som mig
og de er også ude at fejre sidste dag
og vi fylder det hele
og alle andre på gaden må trække sig ind i butikkerne
og vi ser at det er godt
og vi går med centimeterkorte museskridt
og fylder hele gadens bredde
og vi kigger på hinanden
(for så vidt, vi kan dreje vores nakker)
og vi vedtager uden ord
at det ikke var vores sidste dag
Overhovedet!
For så skidt har vi det ikke.
Vi kan bare godt lide at tale om vores helbred,
og i morgen gør vi det nok igen”.
På forhånd undskyld!
Kærlig hilsen Dorset.