Kære Bundsgaard.
Der er en snæver grænse mellem at være “excentrisk” og “bimlende vanvittig”, og hvilken side, man lander på, afhænger lidt af ens personlige formue, så vidt jeg er orienteret. Det er jo ganske praktisk. Så kan vi udlicitere lidt af psykiatrien til landets bankrådgivere.
Er man landets førende indenfor noget, der giver mange penge, så bærer verden i hvert fald noget mere over med ens sære sider, end hvis man er landets førende indenfor opsporingen af flaskepant.
Men nogle diagnoser er også mindre uglesete end andre: Er du paranoid og sidder på en bænk og råber at uglerne skal lade være med at se dig (tænkt eksempel!) så møder du ikke samme respekt, som hvis du sidder i et mødelokale og fortæller, du er “lidt af en perfektionist”.

Det er en fejl! Manden på bænken forstyrrer kun de forbipasserende, og endda kortvarigt. “Perfektionisten” kan opsluge andre menneskers arbejdsliv i et vortex af aldrig opfyldte forventninger.

Jeg har været der, Bundsgaard. Det har vi alle sammen.
Siddet som gidsler hos en chef, der LIGE synes ens værk godt kunne få “de sidste 10%”, hvordan man end måler dem. Det slår mig i hvert fald at jagten på de dér lidt løst opmålte 10 slutprocenter har det med at koste noget mere tid end de første 90. 
Måske er det fordi jeg fumler rundt i et såkaldt kreativt fag, jeg har svært ved at forstå det. Jeg er med på at en ingeniøropgave kan være perfekt, men humor? 
Selvfølgelig kan det heller ikke være rart for perfektionisten, men det bliver jo alt andet lige lettere, hvis han/hun lærer at nøjes med at være perfektionist på egne vegne. For sådan er det jo sjældent. Jeg mener faktisk at kunne mærke, de dér perfektionister typisk er noget mere tilgivende over for deres egen indsats end overfor deres livegnes.

Jeg fik i hvert fald nok til sidst, og sagde med fast stemme og bestemthed i blikket: “Det perfekte er det godes fjende”.

Så nu sidder jeg nede på bænken og håber at de skide ugler vil holde op med at stirre på mig, på den liderlige måde!

Kærlig hilsen Dorset.