Kære Bundsgaard

Jeg har boet i etageejendomme hele mit voksenliv. Nu kan man selvfølgelig argumentere for at alt sådan set er en etageejendom – det er kun antallet af etager, der varierer, men jeg tænker altså ikke på lerklinede sivhytter, selvom jeg studerede i Aarhus.

Og efter 30 års erfaringer med bygninger, hvor man bor mange ovenpå hinanden, må jeg konstatere, der er to måder at gøre det på. Og lad mig understrege at ingen af måderne er forkerte. Der er bare én af dem, der er pisseirriterende.
Min måde er at gå ind og ud af min lejlighed, når jeg skal noget, og så hilse venligt på dem jeg måder på trappen eller i baggården. Ser jeg en knust rude eller en defekt elpære, så tænker jeg ”det håber jeg virkelig at nogen får fixet”, og vader videre, i den lykkelige forvisning at den ”nogen” ikke er mig.
Det er selvfølgelig pisseirriterende for rudeskiftere og elpære-i-skruere, men det fungerer fint for mig, havde det ikke været for den anden type:
Det er mennesker, der ser den ejendom, de lidt tilfældigt er havnet i, som et konstant udviklingsprojekt, hvor alt, deres øjne falder på, har potentiale for forandring.
Kan trappeopgangen have en anden farve? Kan ”haven” (et lidt stort ord for 40 m2 græsplæne med et par trætte buske omkring) få mere biodiversitet? Kan man ændre reglerne for henstilling af cykler, børn og hunde? Indkøbe festtelte og gåcykler og trampoliner og gyngestativer og høns og havemøbler og terrassevarmere og fanden og hans pumpestok og hvad man nu ellers godt kunne tænke sig forefandtes, uden selv at skulle betale for det.

Den helt store identitetsmarkør for disse mennesker er altaner. Uuuuh, altaner: Deres drøm om at ”drikke morgenkaffe” på sådan en, kan snildt konverteres til et helvede af diskussioner og underudvalg og komplekse vedtægtsændringer og byggerod, der tager alle mulige voksne menneskers tid og opmærksomhed i årevis.

Og det er altid den skide ”morgenkaffe” – ejer de mennesker ikke fantasi? Det er aldrig en ”klokken 11-sambuca”, eller en natbajer, de skal have på altanen, bare den åndssvage morgenkaffe.

Men de skal ikke have de altaner, for jeg ved at når de først får dem, vil de straks udnytte overblikket over ejendommen til at finde myriader af nye ting, de kan forlange forbedret!

Jeg foretrækker klart min egen tilgang, og det er faktisk ikke mere end 5-6 år siden, jeg helt selv skiftede en defekt pære, nede i kælderen, mest fordi det forekom mig langt lettere end at finde ud af, hvem ”nogen” egentlig er.
Og jeg gjorde det helt uden at forlange en anden farve lamper i hele ejendommen.

Kærlig hilsen Dorset.