Kære Dorset

Jeg har lige brugt 7000,- på noget, der hverken har misundelses-, blærerøvs- eller herlighedsværdi. 

Der er jo forskellig længde på de værdier. En ny bil er i kategorien medium. Lige når man har modtaget den, skal den vasken en gang om ugen. Så bliver det en gang om måneden. Så bliver det, når den er beskidt. Og derefter bliver den vasket, når den har været beskidt så længe, at naboen kommenterer på det, eller en tilfældig forbipasserende skriver “vask mig” i støvet på køleren.

En ny iPhone har relativ kort længde på værdien, for så snart man ser, naboens møgunge har samme model, er det som om glansen er gået af helgeninden fra Brabant. Og den nye extra store fladskærm mister også hurtigt sin herlighedsværdi, for man vænner sig hurtigt til den. Og før man ved af det, står man og spekulerer over, om den skal til Storskrald eller Elektronikaffald. Helt modsat min ex-svigermor. Hende vænnede jeg mig aldrig til. Hun var ulidelig. Nu er vist nok død. Men jeg aner ikke om hun er endt i Storskrald eller Elektronikaffald – hun havde pacemaker.

Jeg har lige købt en ny støvsuger af mærket Miele – de hårde hvidevarers Rolles Royce. Der er da en smule herlighedsværdi over et sugende monstrum, der faktisk suger (modsat de fleste emhætter der bare lyder som om de suger.) Men det er småt med misundelses- og blærerøvsværdien i sådan en maskine. Det er bare ikke lige den dims, man hiver frem mellem silden og “det lune” under en god frokost. Altså, med mindre man er min mor. For hun hev en gang sin nye håndstøvsuger frem under årets påskefrokost og imponerede i hvert fald en. Nemlig den tidligere reklametegner Henrik. Det var ham, der tegnede den der Tuborg julereklamefilm, og min mor var vildt oppe at køre over, at vi skulle møde ham. Og han viste sig jo at være et flinkt og ualmindelig høfligt menneske. Hans begejstring for håndstøvsugeren virkede nærmest ægte.

Nuvel.

Det var jo ikke min nye støvsuger, der kostede mig 7000,-. Det var min tandlæge. Noget så røvsygt som en rodbehandling. Havde det så bare været en lækker ny fortand. Nåhe nej, den viser man jo heller ikke frem til et middagsselskab. Med mindre man er mig. Jeg har engang blottet mine fire porcelænskroner i overmunden til en middag hos Michael Meyerheims datter. Men det var altså fordi hendes mand – Mads – var tandlæge. Min mand syntes det var så pinligt, at han bad mig lukke munden, selv om jeg ikke skulle sige noget. Men Mads var tydeligt imponeret over porcelænet.

Han er også et flinkt og ualmindelig høfligt menneske.

Den der rodbehandling er bare overhovedet ikke synlig. Jeg ville ikke engang kunne imponere Mads. Det er kun mig selv – og så lige tandlægen – der ved, at under overfladen er der ofret et beløb, der svarer til nyprisen på en iPhone eller en ny stor fladskærm. 

Jeg mødte forresten min tandlæge i Elgiganten i går.

 

Kh

Bundsgaard