Kære Dorset

Der er frygt og angst. To sider af samme sag vil nogen sige. Ja og så alligevel nej. For angsten er udefinerbar, mens frygten er mere konkret.

Man kan frygte ølstrejke eller fralandsvind. Angsten kommer uden ansigt – som i en roman af Dennis Jürgensen. Og det var decideret angst, jeg blev grebet af her forleden dag i krydset ved Ring 02 og Borups Allé. Kbh. NV er i sig selv angstprovokerende; men så tænkte jeg, at det måske var udsigten til Station Bellahøj, der var den udløsende faktor. Min puls stiger altid lidt, når jeg ser en politibil. Har jeg lys på min cykel? – Upåagtet, at det er højlys dag. Går jeg over for rødt? – Upåagtet, at der ikke er trafikregulering. Er jeg – sådan lidt Jimmy Stahr-agtigt – kommet til at putte en is (eller var det en ost?) i lommen? – Upåagtet, at jeg hverken har været i Netto eller Aldy.

Nuvel. 

Det var tilsyneladende ikke synet af Station Bellahøj, der udløste angstanfaldet. Det var en plakat, som jeg havde set uden rigtig at bemærke den. Du ved lidt som med kedelige Conny til festen. Man kan ikke rigtig huske, om hun var med til festen. Var det noget hessian jeg så, eller var det Conny? Sådan var det også med plakaten. Jeg så den og så alligevel ikke. 

Det viste sig at være en plakat, der annoncerede Cirkus Arenas komme, og du har allerede gættet det ikk’? Cirkus og jeg er som olie og vand – ikke blandbare væsker. Jeg har været i cirkus to gange i mit liv. Mere end én gang for meget. Begge gange var jeg blevet lokket. Første gang var jeg vel 8 år, og det foregik – sjovt nok – i Cirkusbygningen. Den formildende omstændighed var, at det var en tur til Kbh. med is, candyfloss og en ballon.

Al det stå-på-ryggen-af-en-hest-mens-vi drøner-rund-i-manegen sagde mig intet – INTET. Og Den Hvide Klovn var decideret ubehagelig. Men jeg fik senere en is. Og en stor ballon – og den var blå.

Den anden (og forhåbentlig sidste) tur i cirkus var også noget lokkeri. Det var i hvert fald noget fordækt hejs. Jeg var vel i midten af tyverne, og sammen med et andet par, havde vi fået en fix ide om, at vi på skift skulle invitere hinanden til noget overraskelse – en gang om måneden. Det var L & L’s tur, og de havde skrevet noget med “praktisk tøj”, og vi skulle mødes ved Strandmøllekroen. Det viste sig, at vi ikke skulle spise på selve Strandmøllekroen; men indtage en hjemmesmurt sandwich på et tæppe på græsplænen ved siden af. Javel. Så vidt – så skuffende. Turen gik videre nordpå – mod ukendt destination. Jeg håbede et splitsekund på, at vi skulle ende på casino i Helsingør. Men det var vi jo lissom ikke klædt på til – heller ikke påklædningsmæssigt. Skodsborg, Vedbæk, Rungsted Kyst – spændingen stiger. Det gør frekvensen af cirkusplakater også. Og pludselig åbenbarer Cirkus Arenas helvede på jord sig i form af en kæmpe rødt telt. Dresserede hunde, livstrætte elefanter, heste ridende i rundkreds (havde der dog bare været en dødsdrome med Nordisk Films saglige lysmand Jørgen Kunz til at peppe showet op) og slutnummeret: Ivan i Dødshjulet: En ældre, lidt fedladen Bulgarsk mand i noget al for stram palliet heldragt-helvede, der tramper rundt i noget, der mest af alt minder om et overdimensioneret hamsterhjul. Havde vi i det mindste haft François Bronett til med dæmpet og alvorlig stemme bede om: “Största möjliga tyssstnad”, var stemningen måske blevet pisket lidt i vejret. Men det var Bubber, der var sprechstallmeister, og hans forsikringer om, at Dødshjulet er livsfarligt virker på ingen måde troværdigt. “Skal vi se, hvem der lægger først på?” siger jeg bare.

Endelig er der pause. PAUSE for tilskuerne. Ikke for elefanten. For forældre til sagesløse børn kunne få foreviget deres djævleyngel siddende på ryggen af en endnu mere sagesløs, træt elefant. Mod betaling – naturligvis. Værsgo et stk. paranoidfoto 50 kroner. Til dem der tror, at mersalg er noget Matas og tankstationer har opfundet, må jeg skuffe med, at det er et oldgammelt trick. Jeg simulerede et ildebefindende. Ikke kun i sympati med snabeldyret; men også fordi, jeg for alt i verden ville slippe for del to af det cirkus. Og mens jeg står der og prøver at få vejret, fornuften og forstanden tilbage kommer Niels Christian Meyer – Bubber – hen til mig. Bubber og jeg var begge fotoassistenter i 1985 på det hedengangne Kanal 2. “Hvad fanden Bundsgaard. Er du havnet i et cirkus?” råbte han til mig.

Jeg ledte efter i svar i min egen manege af en hjerne, og jeg kom til at tænke på Niels Müller, der var førstemand i Brugsen Fortunbyen, mens jeg var flaskebeduin. Niels Müller var altid ordentlig og pligtopfyldende  – modsat uddeleren og slagteren, der konstant høvlede bajere. Ofte allerede fra klokken 9 om morgenen. Og slagteren havde kun tre fingre på venstre hånd, fordi kombinationen 10-12 FF’ere og en uafskærmet, elektrisk kødsav bare er et dårligt mix. Men førstemanden drak aldrig i arbejdstiden. Jeg havde spået ham en stor, glorværdig karriere indenfor FDB. Og derfor undrede det mig vildt, da jeg år senere så ham iført – tilnærmelsesvis – hvid kittel i Aldi (det var før jeg kaldte forretningen Aldy, og det var dengang de gik med hvid kittel) på Jagtvej. “Hvad fanden Hr. Müller! Er du havnet i en Aldi?” udbrød jeg. Han svarede – og det var så, det svar Bubber fik af mig -: “Det er du åbenbart også.”

Kh

Bundsgaard