Kære Dorset

Tak fordi du ikke ringede tilbage. Ja, det lyder måske som en sur, sarkastisk bemærkning; men det er det faktisk ikke. På ingen måde. Jeg ringede til dig, fordi jeg ikke kunne huske navnet på hende den der emsige produktionsleder (ja, det er en meget bred formulering), der regerede på det der program med ham den der selvoptagede studievært (ja, det er en meget bred formulering), på det der tåbelige tv-program (ja, det er en meget bred formulering), som vi arbejdede på sammen på. Men mens en sangstemme forsikrede mig om, at 3 er et magisk nummer, kom jeg i tanke om navnet på produktionslederen, så jeg afbrød opkaldet. Mange mennesker (især min mor), der opdager et ubesvaret opkald, ville så ringe tilbage timer efter og starte samtalen med sætningen: “Jeg kan se, at du har ringet…. pause..…” Og her er det så, jeg skal byde ind med en begrundelse for mit tidligere opkald. Upåagtet, at jeg ikke har lagt en besked om, at jeg gerne vil ringes op. Og pludselig er man igang med en fuldstændig ligegyldig og tidsrøvende samtale. Omvendt er der folk, som forventer, at jeg ringer tilbage, selv om de ikke har lagt en besked. Min tidligere ven Benny var mester i den disciplin. En gang da han ringede for tredje gang, og jeg forbarmede mig og svarede på hans opkald, startede han med at hvæse: “Hvorfor ringer du ikke tilbage!!!?” Hvorefter jeg svarede: “Du har jo ikke lagt en besked.”

Benny: “JAMEN, DU KAN JO SE, AT JEG HAR RINGET!”

Det er i disse situationer, at jeg ønsker mig tilbage i telefonfortiden. Altså ikke helt tilbage til dengang man måtte i den grønne box fra KTAS med med matterede glasruder og døre. Du ved, dem som Bombemanden fra Gladsaxe på sin helt egen måde fik gjort en ende på i 77-78. Og vi behøver heller ikke gå helt tilbage til drejeskivetelefonen. Jeg er jo ikke en fuldstændig rabiat telefontosse. Bare tilbage til telefoner uden Vis Nummer.

Jeg indrømmer blankt, at jeg er dybt afhængig af min smartphone, for det er fx langt lettere at navigere rundt i den kollektive Storkøbenhavnske trafik med den i hånden i stedet for den moppedreng af en samlet køreplan, som jeg trofast købte hvert år i 80’erne og 90’erne. 

Jeg tabte for nogen tid siden min iPhone mod et stengulv, så skærmen var ubrugelig. Min forsikring henviste mig til en telefondoktor på Falkoner Allé, der kunne fixe den ambulant. Og selv om jeg havde fundet ruten på Rejseplanen hjemme, var jeg jo nødt til at memorere ruten fra stoppestedet til klinikken. “Det tager 30-40 minutter, du kan jo gå en tur i Kvickly imens. Det er der mange, der gør. Du er også velkommen til at vente her.” Sagde den flinke unge mand. Og selv om det brændte på min tunge for at svare: “Jeg er ikke som mange!” overtog mit shoppe-gen, for jeg kunne ikke overskue op til 40 minutters venten med automatkaffe uden telefon. Så jeg bevægede mig til Coops flagskib for indkøbsmuligheder. Det enorme varehus lå heldigvis lige overfor og endda med en facadeskiltning, der ville have kunne lede selv Elsa Gress til hoveddøren – uden brille. Men ak. Lykken er glimtvis. For min indkøbsliste lå på telefonen. Og så er det, det går galt for en mega-shopper som mig. Hvis jeg fx ikke har en liste inden jeg begiver mig mod IKEA, så ender jeg med at købe for 1000,- noget jeg egentlig ikke har brug for, selv om jeg bare skulle købe servietter og en dims til køkkenet. Og det samme skete selvfølgelig her. En shopaholic alene på toppen af Coops butikspyramide i 30 minutter – UDEN dosmerseddel. Det er dømt til at gå galt. Og det gjorde det. Jeg slæbte ud af den forretning, som om der var ved at udbryde generalstrejke i landet.

Det blev en dyr eftermiddag på Frederiksberg.

Jeg har engang væltet sådan en tung, sort satan af en bakelit-telefon ned fra skrivebordet. Den slår hårdt; men det kostede mig ikke en krone.

Kh Bundsgaard