Kære Dorset

På Brede Torv i Brede (sjovt nok) ligger der en slagter. Slagter Suhr hedder han. Lidt vildledende markedsføring efter min mening, for han er alt andet en sur. Og så vil jeg ikke koge flere Linie 3-agtige jokes på det ben. Men det leder mig hen til slagteren på min egen gade – Classensgade på Østerbro. “Den Gamle Slagter” står der på facaden. Og DET er i hvert fald fuldstændig vildledende. For han er ikke gammel. Bevares, han er heller ikke ung, og han overtog butikken for ca. 20 år siden fra…. en gammel slagter. Han kunne så have valgt at skifte navn til “Den Unge Slagter” eller “Den Sure Slagter”, og det sidste ville havde været mere passende; men det ville jo kræve en helvedes masse bøvl og pensionisterne i gaden ville måske opdage, at der er kommet ny indehaver, og måske ville de – pensionisterne – ikke komme efter deres ugentlige skive leverpostej.

Den nye gamle slagter er ikke decideret sur. Han er vred – MEGET vred. Han har opslag som: “KØB JULEANDEN NU!!!” og “STØT DEN LOKALE SLAGTER. DU BLIVER OGSÅ GAMMEL!!!” 

Jeg er ked af at sige det; men sådanne reklamefremstød bider ikke rigtig på mig. Jeg bliver trodsig og får pludselig lyst til at servere en sommerret (måske ligefrem gazpacho) juleaften, og – ærlig talt – gider jeg ikke købe en hjemmelavet leverpostej på grund af en – åbenlys – information om, at alle skal dø en dag (her ser vi lige bort fra Lise Nørgaard).

Den nye gamle slagter plastrer også gerne sin butiksrude til med politiske opråb. Se bare mit snapshot fra 14.11.2020 længere nede.

Han har da lov at have sine meninger, og jeg har min holdning: Man bør ikke blande pålæg og politik. 

Trods det, har jeg vovet mig ind i hans kødforretning et par gange. Et par gange for meget. En gang købte jeg svinekæber, og efter at være blevet belært – i et vredt tonefald – om vejrsituationen i store dele af Østeuropa, i det der føltes som timer (jeg følte mig virkelig så gammel, at jeg var lige ved at købe en skive leverpostej), spurgte jeg, om 6 svinekæber var nok til to personer. Han svarede hånligt, at så håbede han da virkelig, at vi ikke var sultne, og at der var både forret og dessert, så jeg turde ikke andet end købe 10, hvilket var en fejltagelse, for det var ikke Amin Jensen og Luksusbugen fra Gustav Wieds Livsens Ondskab, jeg skulle kokkerere for.

Det var en dyr oplevelse, for det var alt andet end billig. Til gengæld var jeg i dårligt humør flere dage efter. Og det er bare et dårligt mix, at være både sur/vred OG have høje priser. Man må som forretningsdrivende vælge EN af de to ting. Det er enten eller. Det er sur/vred og billig, eller venlig og dyr. Gourmandiet – et stykke derfra – er ret dyre; men altid venlige. Og det fungerer. I hvert fald for mig. For selv om jeg kan bruge et månedsbudget på et enkelt besøg, går jeg derfra i godt humør. Og det kunne Kurt, der har Centrum Autoservice lære noget af. Kurts lille værksted ligger i min gade, og på et tidspunkt tænkte jeg, at det var smart at skifte til et lokalt værksted. Jeg kom der jævnligt. Også en dag hvor jeg kom bil-humpende ind med et reservehjul på og bad om at få det flade dæk lappet. Da jeg kom dagen efter (som aftalt), spurgte jeg, om bilen var klar. “Dækket er lappet; men det er ikke sat på. Det har jeg ikke haft tid til; men du kan selv gøre det.”

Javel. Jeg skulle bruge min bil, så jeg gjorde det.Det afspejlede sig på ingen måde i regningen. Og her er den så igen. Man bør bare ikke være sur OG dyr. I hvert fald ikke, hvis man vil have mig som kunde.

Måske er det en skrøne, at der er surt at hedde Kurt.

Måske er det surt at være Kurt.

Men det ER surt at være Kurts kunde.