Kære Bundsgaard.

Så bimlede min dørtelefon, og mens jeg gik de syv skridt hen til den, nåede tankerne da at skyde gennem mine synapser: Kunne det være en overraskende pakke fra et kærligt familiemedlem? Måske et spontant besøg fra en god ven, eller kunne det være Jehovas Vidner, der måske kunne forfriske min dag med et helt nyt syn på tilværelsen? Men allerede inden min hånd når knappen med nøglen, forsvinder min følelse af at være særligt udvalgt, for personen, der har ringet på, er allerede i gang med en samtale med en anden beboer i opgangen.

”Samtale” er måske så meget sagt. Han brølede bare ”Må jeg komme ind” i et tonefald, der ikke efterlod nogen tvivl om at hans entré var meget påtrængende, så jeg ville ikke spilde hans tid ved at påpege at forespørgslen ”må jeg komme ind” er redundant i forhold til trykket på dørtelefonen, der sådan set signalerer det samme.

Manden var nemlig ikke en almindelig dødelig: Han var håndværker.

Som enhver der kender mig, bare overfladisk, kan bevidne, så er jeg absolut evneforladt indenfor alle former for gør-det-selv arbejde, og har derfor den dybeste respekt for folk, der ligefrem kan leve af det, men selv den respekt er ikke så dyb som den, de nærer for sig selv.

At have håndværkere er jo ikke så meget en udveksling af tjenesteydelser for penge, som det er en decideret belejring. Den starter jo allerede en uges tid før håndværkerne rent fysisk dukker op.

Så afspærrer de hele gaden foran huset, med en alvor som var det politiet, der sikrede gerningsstedet for et rovmord. Og med samme formål: Her skal de kunne udføre deres kunst, uforstyrrede af os undermennesker og vores bizarre idéer om at ville kunne forlade vores bolig for bagateller som indkøb og børneafhentning og underlødigt kontor-”arbejde” og sligt.

Nu er huset deres, og vi skal være taknemmelige over at få lov at overnatte i det. Altså med det forbehold at natten slutter ved 7-tiden, hvor der afvikles ”morgenmøde” med stemmestyrke som fra to grupper hooligans, umiddelbart før slagsmålet bryder ud.

Denne helt gratis og meget effektive form for vækning er samtidig tegn til at man skal undersøge samtlige ejendommens lodrette flader for at se, hvor dagens ordrer mon kan være hængt op: Jeg har haft dem på mit køkkenvindue, på opslagstavlen i min opgang og ydersiden af min hoveddør, og nogle gange er det bare hængt op i håndværkernes egen fantasi. Men ordrerne skal følges, om de så handler om at ens vinduer skal stå åbne tre dage i november, eller om det er bagdøren, der ikke må lukkes, så man laver mad med resten af opgangen som forbipasserende tilskuere et par dage i træk, for følger man ikke ordrerne, så kan der ske det, der er værre end at bo i konstant byggelarm. Nemlig at håndværkerne fuldkommen forsvinder. Dette gådefulde, poltergeistlignende folkefærd har nemlig en overjordisk evne til at gøre sig fuldkommen usynlige i ugevis, skulle vi dødelige forsømme at anerkende deres herredømme over ejendommen. Så sidder man der og forsøger at holde varmen bag en blafrende presenning, mens man ofrer små gnavere og de sidste rester af ens personlige værdighed for at trylle dem frem igen.

Når man hyrer håndværkere, afgiver man magten over sit eget liv på samme måde som når man sætter sig ind i et DSB-tog: man ved, det bliver meget dyrere og tager længere tid end man regner med, så efterhånden er man bare lykkelig for til sidst at nå frem.

Kærlig hilsen Dorset.