Kære Dorset

Nu gik det lige så godt. 

Vi havde vænnet os til ikke at give hånd, og vi var fri for at de evindelige krammere. I Netto holdt folk pænt behørig afstand, når man stod og tøvede lidt ved mælkekøleren, fordi det efterhånden er forbundet med så megen stillingtagen, når man skal købe en liter yverjuice. Skal det være økologisk, Tetra Pak åbning eller skruelåg, Løgismose eller Øllingegård, eller butikkens eget – lidt billigere – mærke. Måske ligefrem ris, mandel eller havre-mælk?

Nu står folk forfjamsket og ved ikke, om de skal give hånd eller albue. Og alle har ret til en krammer. Selv dem der har et utroligt afslappet forhold til både deodorant og almindelig kropshygiejne. I Netto vælter folk hostende ind foran en, bedst som man har besluttet sig for en klassisk skummet fra Arla. Tilværelsen er blevet mere akavet og ubehagelig, og mine håndbind og mundsprit-aktier er raslet ned. Jeg kan heller ikke længere gå ubarberet i SuperBrugsen, for hvis jeg ifører mig mundbind for at dække min sparsomme – pletvise – skægvækst, kan jeg lige så godt iføre mig en sølvpapirshat, for det er efterhånden en meget lille minoritet, der ifører sig fuldt Corona-outfit, når de skal på indkøb. 

På cykelstierne, hvor der ikke har været skyggen af medvind siden Jacob Haugaard forlod folketinget i 1998, var vi dejlig fri for alle turisterne på lejede cykler. De – turisterne – er tilbage, og de har stadig ikke lært at cykle. Så sent som i går var jeg ved at blive kørt ned af en Italiener, der slingrede ned ad Vestergade med venstre hånd på styret, mens han panisk studerede Google Maps på telefonen i højre hånd. Måske havde han røget en stråhat. Jeg fatter stadig ikke, at det er tilladt at leje en cykel og så bare kaste sig ud i trafikken uden at have nogen som helst erfaring med at cykle og tydeligvis ikke have nogen som helst indsigt i trafikregler. Jeg kunne da ikke drømme om, at kaste mig ud på en Vespa i Roms trafikerede gader med en smartphone i højre hånd. Dels fordi jeg ikke kan køre scooter og især fordi, det ville være et dødsdømt projekt eftersom gashåndtaget sidder på højre side.

Og så er der fester, “kom sammen” og middage. Man kan ikke trække Corona-kortet, når man bliver indbudt til noget, man ikke rigtig gider. Sidste år slap jeg for at holde jul med familien (det er gerne et 12-timers marathonarragement, hvor ens BMI stiger beviseligt målbart) med henvisning til, at selv om vi kun blev 10, skulle man jo lige huske på at de unge i familien jo havde en relativ stor kontaktflade. Argumentet blev købt på stedet, og der var ingen sure miner. Man kan jo stadig påstå, at man har lidt tør hoste og et par andre symptomer; men det er jo bare et spørgsmål om kort tid, før den undskyldning ikke går længere. Og man kan jo heller ikke undskylde sig med, at man ikke har tid til at få taget en test pga. den lange kø i det ellers så hyggelige Corona-telt. Jeg fik taget en i sidste uge i Fælledparken (jeg havde lige fået efterreguleret min restskat og ville ha’ lidt for den forøgelse), og da jeg kom ind i kæmpeteltet, var det som at komme en fest, der var sluttet to timer tidligere. Poderen havde så god tid, at han tog prøver i begge næsebor i så lang tid, at det som føltes som at se en Bille August film.

Det er muligt at Corona kostede mange penge for samfundet, og det kun var et fåtal, der fik noget ud af det økonomisk. Fx nemlig.com, Wolt, nogle minkavlere og så dem der sælger sexlegetøj via postordre. Selv sparede jeg penge, for jeg betalte ikke til fitnesscenteret og inviterede ikke til dyre middage og restaurantbesøg var en by i Langbortistan. Nu har jeg sagt ja til at afholde et middagsselskab for 6 personer, og det er angstprovokerende, for jeg har nærmest glemt, hvordan man tilbereder mad til mere end 2 personer, så det ender nok med, at jeg får maden udefra. Koste hvad det vil. Og det der med juleaften sammen med familien, har jeg løst ved at bestille 14 dages ferie (bare for at være helt på den sikre side) på Gran Canaria i slutningen af december. Det er heller ikke helt billigt.

Livet var billigere under Corona.

Kærligst

Bundsgaard