Kære Bundsgaard.

Kan du mærke den? Den konstante frygt, som er en kronisk følgesvend for os mænd i 50’erne? Angsten for at blive betragtet som en gammel idiot.

I vores alder har vi jo for længst erkendt at indimellem er man uundgåeligt en idiot, men det er kombinationen, der er vores værste fobi.

At blive betragtet som en idiot, FORDI man er gammel.

Rent logisk er det jo en form for kompliment: De antager, vi var mindre idiotiske i vores unge dage, hvilket der jo ikke er noget empirisk belæg for at påstå. Men når man i sin ungdom sagde noget idiotisk eller misforstod simple sager, så var det undskyldt af håbet om at det kunne blive bedre. Alle ser medlidende på os midaldrende og tænker ”Nå, og så er det bare ned ad bakke herfra…”

Det er ubærligt: Hvis et eller andet ungdomssvin ikke kan få sit rejsekort til at virke, tænker alle, der ser det ”typisk offentlige IT-projekter”. Hvis en på vores alder oplever det samme, så tænker de forbipasserende ”han står sikker og forsøger at tjekke ind på sit Politiken Plus-kort”.

Så hvad skal man gøre?
Der findes konkurrerende strategier: Den, som flertallet af vi ”midaldrende”- mænd åbenlyst foretrækker er at være først med det allernyeste. Konstant positionere os, så alle er med på, vi er ”DAF” (Digitale As Fuck). Da jeg sidst var i Kvickly efter citronvand og medisterpølse var manden foran mig i køen klart på det hold, for da kassemennesket spurgte om han ville have kvitteringen med, gik han tilbage til hende, så han med øjenkontakt kunne forklare: ”Det behøver jeg ikke – den kommer i min App!” Og så kiggede han hånligt på mig, der stod med mit slidte og komplet analoge Coop-kort i hånden.

Den strategi har bare en indbygget risiko, der gør at jeg har valgt den rivaliserende: ”Mimrekortet”.

Altid, ALTID gør dig ældre end du er. Jeg har siden jeg var sidst i 20’erne omtalt mig selv, som om jeg var jævnaldrende med Tom Kristensen. Forfatteren, ikke racerkøreren. Eller som jeg ville have sagt: ”Er der nu også en Tom Kristensen, der fører Automobil?!?”

I de her sære tider, hvor jeg har udføre mit job digitalt, har det været en lumsk og lækker strategi HVER gang at sige ”Jeg forstår mig ikke på EDB” og så få nogen til at løse problemerne for mig.

Men det er også en sikker strategi, når man selv skal kæmpe med teknikken.

Det er sådan en ”If it ain’t broke”-tankegang, der hurtigt får en til at virke, som ham der stadig ser VHS og kører Ford Taunus, men det eliminerer statusfaldet.

For hvis man står med et godt, gammeldags dankort, som verden har kendt fra før jeg blev konfirmeret, og det ikke vil virke, så tænker folk heldigvis ikke ”gamle fjols”. De tænker ”fattige fjols”. Men insisterer man på at betale med ”apple pay” eller en anden app-løsning fra sin telefon, så er linen for os langtidslevende straks væsentligt kortere, når teknikken ikke leverer.

Det er som i rundbold: Man kan ikke slippe ud af den pinlige situation ved at påstå, man var i springet: Er man over 50 så skal det fungere, ellers må man sætte sig hen på bænken med de andre døde.

Men så kan man jo dyrke en eller anden niche, hvor man er fremme i skoene som en trumf i udsatte situationer. Selvom det måske virkede lidt sært da jeg råbte ”min cykel har elektroniske gear” efter ham manden fra køen i Kvickly.

Kærlig hilsen Dorset.