Kære Bundsgaard.

Jeg har set en reklame! Jeg ved godt, det ikke giver samme kredit som hvis man har observeret en sjælden spurveart på Amager Fælled, men hvis de åndssvage spurve vil ses, må de komme lige så tæt på min lænestol som den reklame.

Og sikke en: Den tilbød simpelthen at man kunne blive en af de dér madudbringere.

Ja, det hedder det selvfølgelig ikke, Bundsgaard. Vi har en lang og stolt tradition for at peppe triste stillinger op med finere titler.

Så dét her firma havde simpelthen lavet en reklame, der fortalte at hos dem blev man chef! Mest for sig selv, men altså! Reklamer i den genre holder sig naturligvis ikke til dansk, så med dens egne ord, ville man blive en ”Boss”. Sådan en big, bad Boss, der bringer andre menneskers madvarer ud i regnvejr. Held at lykke med at føle sig som en ”Boss”, når man står på en sødligt lugtende bagtrappe i Ydre Hvidovre og bliver skældt huden fuld af Kenan Klubværelse-lejer, fordi han har fået remulade til sine pommes frites i stedet for den foretrukne chillimayo.

Det kræver en helt særlig form for selvbedrag at bilde sig ind, man er ”selvstændig”, bare fordi man er blevet den budbringer, som både kunde og køkken kan skyde skylden på, hvis maden ikke er varm eller fremme til tiden.

Det er en nobel beskæftigelse at bringe mad ud til de hungrende masser, men bizart at sælge det som en chefstilling. Ham fyren, der står alene tilbage på diskoteket, mens de andre danser, er heller ikke ”kongen af håndtaskebevogtning”.

Hvis man gerne vil cykle omkring med en taske på ryggen og levere folk de pizzaer og thai-retter, de har bestilt, så fred med det, og fint hvis man nyder den frihed, der følger med løse ansættelser, men man bliver altså ikke sin egen chef, bare fordi man kan vælge at holde fri uden at få penge for det. Det ”privilegium” har de fleste lønslaver faktisk. Mange af dem får faktisk også løn, hvis de skulle blive syge!

Vi har brugt 40 år på at vedtage at det fineste, man kan gøre, er at blive ”selvstændig”, og så forfremmer vi bare titlerne på alle de slidsomme skodjob, så folk tror, de er en form for lavbudget Jesper Buch. Men de kører mest af alt rundt i regnen med Lineas Chili cheese tops.

Og det er fint! Linea har brug for dem. Det har været en slidsom weekend, og det går ikke så godt med Marcus. At bringe folk mad er noget af det fineste, man kan foretage sig, men hvorfor er vi blevet så dovne at vi kun kan finde ud af at bruge de dér App-tjenester? De tager det meste af det overskud, man før kunne tjene ved at lave take-out, og tilbyder ikke deres bude (undskyld, ”Chefer”), ligefrem luksuriøse vilkår.

Til gengæld bliver de, der har lavet app’en styrtende rige. Ikke fordi, de kan lave pizzaer eller cykle gennem byen med dem, men fordi de faciliterer at det bliver gjort.

Er det ikke deprimerende, man kan blive milliardær på vores manglende evne til at leve analogt?
Helt ærligt: Tilbage i 00’erne betragtede jeg det ikke som en færdighed at have TO pizzamenukort i køkkenet: Fra dem, der bragte ud, og så fra det gode sted. Og skulle der være et køkken, ens sarte gane krævede, så kunne man vel finde den på det gode, gamle internet, måske endda til udbringning.

Men i dag kan folk åbenbart kun overskue at trykke på ikonet til en app, når de er sultne, og det gør nogle mennesker superrige, uden at lave en eneste pizza eller cykle den til Hvidovre.

Det er selvfølgelig ikke ”ulovligt”, som folk altid påpeger, når deres adfærd bliver kritiseret, men budtjenesterne suger pengene ud af de hårdt pressede madsteder, så måske kunne man overveje om det var fysisk og mentalt muligt at gå hen at hente det selv?

Det giver også sådan en dejlig frihed at gå sådan en tur. Man er nærmest sin egen chef!
Kærlig hilsen Dorset.