Kære Bundsgaard

Det er måske ikke pænt at sige, men jeg er lidt skuffet over den dér pandemi. Altså ikke Corona’en som sådan, men mere vores reaktioner på den. Da virussen kom, begik jeg den klassiske, menneskelige fejl at tro, andre mennesker reagerer lige som jeg selv på sådan en situation.

Jeg mente jo at når vi pludselig skulle holde afstand og undgå kontakt, så ville folk være mere opmærksomme, og måske til en forandring tage bevidstheden med på indkøbstur.

Jeg ved godt, det ville være katastrofalt for vores muligheder for at brokke os i fremtiden, hvis folk over en bred kam hev hovedet ud af armhulen i det offentlige rum, men jeg havde da regnet med, det var den logiske løsning, når sundhedsmyndighederne nu direkte anbefalede, vi skulle lægge mærke til, hvor vi befandt os i forhold til andre mennesker. Men den opmærksomhed uddelegerede en del af landets indbyggere lynhurtigt til deres medmennesker ud fra logikken: ”Hvis de sørger for at holde afstand til mig, så er jeg jo automatisk i den rigtige afstand til dem”.

Jeg er da ingen helgen. Jeg er da to gange som en farlig rebel er gået ind i en butik, helt uden det påbudte mundbind. Desværre skyldes det udelukkende at jeg er en farlig præsenil. Men første gang var det fordi jeg var så fascineret af min smukke kæreste, og den anden gang blev jeg simpelthen så forbløffet at jeg glemte det.
Det var fordi, jeg skulle til bageren. Ja, det er jo ikke forbløffende i sig selv, da de fleste ud fra min statur vil vurdere, det er en hyppigt tilbagevendende begivenhed, men jeg kunne ikke komme ind, eftersom der foran døren stod en ældre dame, endda med sin cykel på tværs, så hun var sikker på ikke at blive sprunget over i køen. For jeg antog, det var en kø, der jo i disse Coronatider er flyttet af butikken. (Ja, når bønderne ikke vil flytte køerne udenfor, så må byboerne jo i gang).

Men da jeg (på afstand!) kiggede hen over hovedet på damen, så var der ingen i butikken, og jeg har endnu til gode at opleve en butik, der tillod maximalt nul kunder, undtagen på visse helligdage.

Jeg ventede lidt for at se om hun var på vej ind i butikken, med eller uden cykel, men da hun ikke foretog sig andet end at nidstirre bagværket gennem glasdøren, tillod jeg mig at smutte udenom hendes Kildemoes. Og det var så på dette dramatiske tidspunkt i historien, det gik op for mig at jeg var kommet til at gå ind til bageren uden mundbind.

Mens jeg fumlede det frem, udviste den ældre dame en imponerende handlekraft: Hun kastede cyklen fra sig, entrerede butikken og gik straks i gang med at bestille. Og det er fair nok at mene en syndefuld mundbindsfumler har frasagt sig sin plads i køen, vil jeg understrege!
Men det, der kvalificerer damen til en plads på vores blog er at hun som bagerkunde tilhører en af de tre mest irriterende typer, når det kommer til, hvordan man bestiller. Den mest irriterende er naturligvis den kunde, der ingen anelse har om, hvad hun skal have, hvor meget af det hun skal bruge, eller hvorfor, hun overhovedet er havnet i butikken.

Nummer to er ham (og det er ALTID en mand), der bestiller med formuleringen ”jeg får…”. Ro på, Nostradamus – jeg tror, du kommer til at betale som alle os andre.

Men damen med cyklen sniger sig ind på en tredjeplads, da hun tilhører det segment, jeg kalder ”tandpastatube-bestillerne”: Lige, når man tror, det sidste er ude af tuben, kan de altid finde en ekstra lille klat ordre.

Damen startede på den logiske og tilforladelige facon, der gør den bestillertype så lusket:
Beder om ”To manitoba-boller” og virker dermed som en kunde, der relativt kvikt kan betjenes. Men det er et trick: For at opnå maksimal besværlighed venter disse typer, til bagerdamen har lagt bollerne i posen og placeret dem foran snuden på kunden, før hun tilføjer ”… og to rosenbrød”, som havde hun bare holdt en kunstpause på et minuts tid.

Og det gentager sig så, når rosenbrødene er forsvarligt lagt i pose og placeret indenfor hendes rækkevidde, kommer det næste punkt på hendes uendelige dagsorden. Enten køber hun ind til en bagerløs landsby, eller også har hun appetit som en fugl på et par hundrede kilo. En fugl, der forbereder sig til et anslag mod Guinness Rekordbogs bagværksrelaterede sider. Jeg stod og lyttede og blev reelt i tvivl om hvorvidt jeg var tilhører til et kunstprojekt, hvor hun ville slutte sit gigantiske indkøb med at rulle det hele sammen til jordens største romkugle.

Men ak, så kreativt var det ikke. Hun brugte bare nogle minutter på at mokke alle poserne ned i sin gigantiske håndtaske, og forlod så forretningen. Men hun glemte sine rosenbrød!
Ja, jeg tror det var rosenbrød, for på det her tidspunkt var mine briller så duggede af mundbindet at bagerdamen kunne have solgt mig en brugt karklud, og jeg ville ikke have kunnet skelne den fra en croissant, så jeg skal ikke kunne udelukke, de var i ledtog. Men så kan jeg lære at iføre mig mundbind i ordentlig tid i det 2021.

Bedre nytår!

Kærlig hilsen Dorset.