Kære Bundsgaard
Alt for længe siden, jeg har brokket mig. Det skyldes ikke, jeg været en lyserød sky af tilfredshed i mellemtiden. Det er kun fordi at de ting, der har gjort mig brokfældig, har været ting, jeg allerede har beklaget mig over her på bloggen.
For der er æreskodex blandt os brokkerøve: Det skal helst være lidt originalt.
Allerfinest er det at brokke sig over noget, andre synes fungerer ypperligt og fejlfrit.
Bare som eksempel: At brokke sig over offentligt bureaukrati kan være yderst berettiget, men originalt kan man dårligt kalde det. Og så forstår jeg faktisk ikke, hvorfor al brok over bureaukrati retter sig mod det offentlige, for mine kampe med privat bureaukrati har været langt værre.
Jeg ved godt at nu sidder mange rasende liberale klar til at insistere på at private virksomheder må indrette sig lige som de vil, for det er ”deres egne penge”, men med alle de støtteordninger, hjælpepakker og redningskranse, der efterhånden er kastet ud, må man vel efterhånden have en holdning til hvordan visse virksomheder indretter sig?
Telefonselskaber fortjener deres helt eget blogindlæg – en stribe, faktisk – med deres klassiske kundeservicekoncept: ”Hvis din telefon ikke virker, så ring til dette nummer…”
Men kongerne af overflødigt bureaukrati sidder i økonomiafdelingerne. Jeg har gennem 25 år optrådt eller skrevet for bunkevis af firmaer, og efterfølgende forsøgt at få de aftalte penge for det, og listen over, hvad der findes af bizarre, hjemmestrikkede regler overgår med alen det offentliges.
Da jeg skrev en klumme for TDC, (dem, der nu hedder ”YouSee”, for alle ved at skifter man navn til noget engelsk, kommer de unge spænende med fidgetspinners og pokemons sprøjtende i alle retninger), så var beskeden at de forbeholdte sig en seks måneders betalingsfrist. Prøv du selv at svare sådan, næste gang YouSee sender dig en regning.
Jeg har prøvet at sende en regning til et firma, der krævede, jeg kaldte det en faktura, og en faktura til et firma, der forlangte en regning, og til firmaer, der ikke mente at min regning passede til deres ”format”.
Til et firma, der fik regningen i december, men svarede i januar at jeg ikke kunne få pengene, fordi deres årsregnskab nu var lukket.
Jeg har skullet guides igennem et syv-siders skema, hvor jeg skulle oprettes som leverandør og indtaste alle mulige internationale, mig ubekendte bankkoder for at få mine penge. (Det var i øvrigt et firma, der lever af at rationalisere driften hos andre firmaer).
Jeg har fået besked om at ham, der havde hyret mig til at optræde, ”ikke måtte ansætte” og at jeg derfor ikke kunne få løn. Jeg er blevet bedt om et meget nødvendigt ”sagsnummer”, der i øvrigt har heddet noget andet hos andre firmaer, men i sin essens er det samme: Et tilfældigt tal, de sidder og digter, men som de forlanger jeg ved tankens kraft skal kunne skabe med tilbagevirkende kraft.
Jeg har sågar prøvet at min optræden til en julefrokost endte med at jeg var ansat i firmaet i en måned. Ikke at jeg skulle optræde hos dem 30 dage i træk – det havde nok medført mytteri i frokoststuen – men fordi at en måned var den mindste ”enhed”, de kunne ansætte i.
Hvordan de bagefter forsvarede at give en voksen mand en månedsløn på 10.000 kr ved jeg ikke, men det er det positive ved alle de her bureaukratiske tosserier: Man får indblik i, hvor mange firmaer det er en fornøjelse ikke at arbejde for, mere end en halv time i træk.
Kærlig hilsen Dorset.