Kære Bundsgaard.

Hvor er vi? Sådan egentlig, når det gælder det dér “Corona”?.

Spørger man sundhedseksperterne, så kan virus sagtens nå at blusse op igen, der er langt til en egentlig behandling og vi kan frygte en 2. bølge til efteråret.

Men spørger man Berlingskes utrættelige bloggerkorps, så er det hele overstået, og det var faktisk fjollet at vi gjorde så meget ud af det. Det er kort sagt trættende at tale så meget om Corona, og så lidt om sig selv.

Og på den måde ved man jo ikke helt, hvem man skal tro på.

Det spørgsmål, man så fiffigt er begyndt at hinanden i Berlingske og andre medier, lyder i al uskyldighed:
”Hvad vi DU (subsidiært ”jeg”) tage med videre fra den her Coronakrise?” Som havde dommeren officielt afblæst den, og publikum forladt kamppladsen, kun efterladende halvtomme håndspritflasker ved siden af sæderne.

Og nu synes jeg jo, Bundsgaards, at vi bestemt har potentialet til at blive nogle, der sidder inde i fjernsynet og fortæller hvad vi mener, gerne om os selv, så jeg vil gerne give MIT bud på, hvad jeg tager med fra de seneste måneder.

Det er primært én ting, bortset fra uvisheden og dødsangsten og alt det dér kedelige:
Fælleskøen! Den er vendt tilbage, i hvert fald i min lokale Kvickly, og jeg er vild med det:
Uanset, hvor mange kasser, der er åbne, så stiller man sig op i én række, og venter stille og roligt på at se, hvilken kasse der er ledig, når man kommer op i toppen af køen. Hvor er det herligt afslappende, fremfor som før at betragte køen som en form for væddeløb, hvor det handler om at vælge den rette kasse, og hele tiden have mindst et øje på hver finger, for at se om der nu kunne spares et par sekunder ved at skifte hest og kaste sig over i en anden og hurtigere kø.

Næh, fælleskøen, det er livskvalitet. Især hvis vi kan komme af med to af dens børnesygdomme.

Den første er ”Køkommandanten”: Som regel en ældre herre, der måske savner sin tid i forsvaret, eller som organisator af byggesjak. HAN slapper ikke af, men holder som en anden hyrdehund styr på sin flok, og dirigerer folk til højre eller venstre, så køen ikke taber momentum. Man skal ikke kaste mere end et enkelt blik på de varer, man passerer, før Køkommandanten lige gør opmærksom på at nu går der altså kun ganske få sekunder, før man kan rykke frem til Kasse 4, så han kan komme hjem og se genudsendelser.

Den anden er ”Kø-Iværksætteren”: Et menneske, der ser en lang kø, der strækker sig frem mod to åbne kasser, og vedtager med sig selv at her er der ikke tale om tyve mennesker, der har indført en form for civiliseret, respektfuld kødannelse. Nej, her er tale om nogle matematikhæmmede får, der åbenbart har valgt at stå tyve mennesker i kø til én kasse, og ikke har opdaget at der er en anden kasse, helt uden kø, lige ved siden af. Så Kø-iværksætteren skrider overbærende forbi disse fjolser, og indtager med stor selvfølgelighed sin velfortjente plads forrest i sin helt egen kø.

Og gør det med urokkelighed. Ethvert forsøg på at forklare at Fælleskøen sådan set fordeler sig ud til begge kasser, bliver afvist med en hovedrysten. For Kø-iværksætteren gælder mantraet ”en kø – en kasse”, og vi andre kunne jo bare have valgt at gøre det samme, hvis vi er så misundelige.
Jeg har endnu til gode at se hvad der sker, hvis en Køkommandant og en Kø-iværksætter mødes, men det er én af grundene til at jeg håber, vi kan holde fast i Fælleskøen, også på den anden side af Coronaen. Hvis den virus da overhovedet findes, og ikke bare er noget, man har fundet på for at genere driftige folk. Det skal man ikke udelukke … hvis man gerne vil skrive for Berlingske.

Kærlig hilsen Dorset.