Kære Bundsgaard

Det har ikke været 100% ubehageligt at være lukket ned af Coronakrise:
Ser man bort fra bagateller som angsten, stresset, en halv million døde på verdensplan, de usikre fremtidsudsigter og min ødelagte økonomi, er der også kommet positive ting ud af det.
Jeg hæfter mig primært ved at efter tre måneder uden sport i fjernsynet er jeg så taknemmelig for at de professionelle atleter nu igen må underholde mig, at jeg fuldkommen har fortrængt alle de irriterende aspekter ved TV-sport.

Her tænker jeg primært ved kommentatorerne, og lad mig understrege at det ikke er på den sædvanlige ”de snakker for meget/for lidt/for jysk og er for partiske/for upartiske/for ædru”. Slet ikke.
Sportskommentatorer er hårdtarbejdende, velforberedte folk, der tænker over hvordan man bedst formidler den idræt de beskæftiger sig med, til seere der sidder med helt forskellige forudsætninger for at følge med. Ikke nogen let opgave!
Men det jeg bliver mindet om, nu hvor man igen kan se fodbold i TV er hvor meget, TV-kommentatorer overtager hinandens formuleringer, og en af dem er allerede genbegyndt at irritere mig.

Jeg ved ikke, hvem der først fandt på den, men vi kan jo kalde ham ”Kommentator Zero”, og han må have råbt højt, for fra hans mund har virus spredt sig pandemisk, så stort set ALLE kommentatorer nu skamrider frasen ”I min verden”.

Ja, jeg kan da godt se at på skrift ser det meget uskyldigt ud. En lille personlig ramme om den mening, kommentatoren nu vil give udtryk for. Men hver gang, jeg hører en kommentator bruge den indledning, hører jeg ikke det næste, han eller hun fortæller.

For især Rolf Sørensen, Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde, og en klar favorit til rollen som Kommentator Zero, siger det med så selvsikkert eftertryk, at jeg føler, der findes et Rolf Sørensenskt parallelunivers. ”I MIN verden!”

Som var han på bedste science fiction-manér kunne morfe sig mellem vores triste, fejlbehæftede jord og tilbage i Rolf Sørensen-land, når han er færdig med at kommentere. Tilbage til HANS verden, hvor solen altid skinner, etiske kodex bliver overholdt, cykelryttere tør gribe efter stjernerne og angriber fra morgenstunden, så kommentatorerne ikke skal træde vande i timevis, før løbet bliver en lille smule interessant.

Og den gode Rolf Sørensen har altså smittet fodboldkommentatorerne, som nu i stedet for at kommentere kampe her hos os, fortæller om parallelle kampe i DERES verden. Typisk en verden, hvor fodboldreglerne er nogle helt andre, end dem vi her på jorden er blevet enige om:
”I min verden kan der aldrig dømmes frispark der” eller ”I min verden skal der gives gult kort i sådan en situation” eller ”i MIN verden vil Zorg, gud for fadøl og skældsord, tvinge ham til at bunde en støvlefuld af sit eget tis, lige nu!” Den slags….

Det er ikke fordi, jeg er jaloux. Selvfølgelig ville jeg også gerne have min helt egen verden, men på den anden side har jeg svært nok ved at holde orden i en 2-værelses lejlighed, så det ønske er måske en kende for ambitiøst. Jeg ville bare sætte pris på, hvis jeg kunne vælge en tv-transmission, hvor kommentatorerne holdt sig til den verden, vi har til fælles. Man kan jo alt for let frasige sig ansvaret for ting, hvis de kun foregår i ens helt egen, personlige verden, så fremover skal det medføre pryglestraf at bruge det udtryk. I min verden.

Kærlig hilsen Dorset.