Kære Bundsgaard.

Håber, du har det godt. Det er jo mærkelige tider, vi lever i, hvor man pludselig kan blive populær for at sidde hjemme på sofaen og afsværge enhver form for motion eller arbejde. Det må være underligt for ham ”Doven-Robert” at han knap et årti efter sin provokation og den shitstorm, der ramte ham, pludselig kan se at hans eneste problem var timing, timing, timing….
Ja, det er jo underligt for os alle sammen, men især Sundhedsstyrelsen:
De må være de mest overraskede af alle.

Sundhedsstyrelsen har eksisteret siden 1909, og det er jo imponerende i sig selv. Ikke mindst fordi, de dermed har været nationens førende sundhedseksperter i alle de år, hvor 14-årige fik cigaretetuier i konfirmationsgave, og gennem min barndom, hvor fadet med smøger gik rundt til familiefesterne, og maden dagen efter var krydderboller med tandsmør.

Jobbet som sundhedsmæssig autoritet for os danskere må være ulideligt. Det er jo ikke fordi, de har holdt ting hemmelige for os. Er alkohol dårligt? Er motion godt? Det kommer som et chok for os, 364 dage om året, med 1. januar som den eneste dag, hvor vi pludselig forstår, hvad de hele tiden har fortalt os.

Alle de år, siden 1909, har Sundhedsstyrelsen fortalt os at sundt er godt, usundt er skidt, og vi har nærmest konsekvent ignoreret dem. De har skåret kampagner ud i fiberrigt pap, og vi har stadig tænkt ”men det er jo bare et forslag”. Skulle vi virkelig opgive cheesecake / kokain / morgenbajere, bare fordi nogle få æggehoveder pludselig påstår, det skulle være usundt?
Det må have været det vildeste trip at sidde i Sundhedsstyrelsen, og se sine bedste råd ignoreret i mange årtier. ”I skal ikke drikke alkohol!” – ”Vi ææææælsker alkohol!”  ”Spis fiber” – ”vi haaaader fiber!”, som var vi kontrære teenagebørn.

Og så rammer Coronakrisen, og gør os lydhøre som pudler: Vi bliver inde, holder afstand og spritter hænder fem gange om dagen, i en grad så tilfældigt forbipasserende aliens ville tro, vi var tilhængere af en eller anden uhyre dogmatisk religion.

Jeg kan kun have den dybeste respekt for at Sundhedsstyrelsen ikke er faldet for fristelsen til at liste en joke med i pakken, så vi slipper for at mødes på gaden iført hver vores bowlerhat og på behørig afstand blive enige om at det er godt, vi har husket at få den på, så virussen ikke sniger sig ind via vores ubeskyttede hårsække.

Det kunne de aldrig finde på, for Sundhedsstyrelsen er ikke vores fjollede onkel, men mere en bebrejdende mor, så de benytter mere deres coronaskabte indflydelse til at opdrage lidt på os.

Når jeg hører radio får jeg hver anden time at vide, jeg skal gøre rent. Faktisk ifølge Mor Sundhedsstyrelse ”så ofte som muligt”. Eftersom jeg er dømt hjemmegående og arbejdsløs, så er det jo principielt uafbrudt. Så styrelsens videnskabelige råd om rengøring er: ”Hele tiden”.

Jeg kan ikke smide støvsuger og støveklud for at læse en bog eller tænke en tanke, for det er jo en anden mulighed end den vigtige, videnskabelige rengøring.

Pjat, siger du: Jeg kan jo stoppe, når der er rent. Nej, så har du ikke hørt rådene. Der skal ”være SYNLIGT rent”, siger Sundhedsstyrelsen. Hvad ER det overhovedet? ”Rent” er fraværet af snavs og bakterier, så ordet ”synligt” er meningsløst i sammenhængen. Det svarer til den formaning om at rydde op, man fik som barn, inden der kom familiebesøg: ”Der skal se ordentligt ud!”

Begge dele, både ”ordentligt” og ”synligt rent” er subjektive betragtninger, der giver en overdommer magten til at bedømme vores indsats. Og eftersom Sundhedsstyrelsen (endnu) ikke tager på inspektionsbesøg i tilfældige hjem, så er formålet udelukkende en præventiv bebrejdelse.

Det er det eneste, jeg har imod Sundhedsstyrelsen. Håndspritguderne skal vide, jeg godt forstår dem, efter at de har været vidner til vores skørlevned i 111 år, uden vi på noget tidspunkt har taget deres velmente råd til os, men deres trang til konstant at overdrive deres anbefalinger, fordi man aldrig kan blive FOR sund, får mig til at føle, vi nu har lagt vores liv i hænderne på glædesløse mennesker. Dem, hvis bedste barndomsminde var klubmesterskabet i badminton for juniorer og stoltheden over at have arrangeret deres CD-hylde i farveorden. Dem, der foretrak vaniljeisen, når der blev serveret trefarvet ved børnefødselsdagen. Og som sådan har de jo en vigtig funktion, og udfylder i dag et virkelig vigtigt job, men spørgsmålet er, om det er dem, vi vil have til at fortælle os, hvordan vi bør leve vores liv.

Som sagt forstår jeg sagtens, hvor frustrerende det må være at strø alle de gode, sunde råd ud over en forsamling, der aldrig lytter, men jeg er bare ikke sikker på at løsningen er at begynde at moralisere. Men selvfølgelig: Hellere det end bowlerhatten.

Kærlig hilsen Dorset.