Max 4,20 minut per coronasmittet.

Kære Bundsgaard.

I disse så alvorlige tider, er det vigtigt at opretholde et minimum af normalitet. Så af respekt for vores blog, leder jeg med alle kræfter efter noget at brokke mig over.

Men det er lidt svært for jeg synes, coronakrisen først og fremmest har vist at vi danskere faktisk er fine folk. Får vi besked på at blive hjemme, undgå store forsamlinger og ikke stå for tæt på andre, så gør vi det!

Stort set….

Jeg skal jo som hundeejer forlade matriklen tre gange i døgnet, og jeg forsøger at holde afstand, undlade at hoste, snotte, udskille sæd på åben gade.

Ikke fordi det er farligt at passere hinanden. Som sådan…
Man skal bare lige undgå slimhindekontakt, spyt, sved og blod og så at være for længe i nærheden af hinanden, og det virker, som om at det kan vi danskere godt undgå. Men:

Da jeg luftede hunden i nat, var stort set alle barer lukket, og gaderne tomme.

Da jeg luftede hunden til formiddag var stort set alle parker fulde, og hjernerne tomme. Hos motionisterne.

Mit gæt er: Nu har sundhedsstyrelsen i tyve år fortalt os at ingen livsstil kan være sund nok. At en enkelt piratos eller letøl er for meget at fordøje på en uge, og at vi bør have pulsen op EN TIME om dagen, (ja, det var kravet på et tidspunkt), og at vi skal forsage smør og chips og øl og slik og tv og sodomi til fordel for den hellige motion.

Så takket være Sundhedsstyrelsen samles motionisterne, mens vi andre husker at holde afstand, og de samles endda i løbeklubber, der spæner op ad hovedstrøg, råbende og gestikulerende, så sved og spyt fyger i alle retninger, når 7-8 mænd skubber og pruster og råber. For det er så VIGTIGT for dem.
Motion er blevet den legale afhængighed, for hvis drankere eller rygere eller rollespillere havde postuleret, de ikke kunne blive hjemme under den her Corona-krise, så havde vi SoMe-korsfæstet dem.

Så i morgen vil jeg tage min hund i kort snor, og når et råbende korps af motions-tosser maser os ud i rendestenen, vil jeg hoste diskret og sige ”Sikke en herlig sommer i Wuhan, vi havde”.

Kærlig hilsen Dorset.