Kære Bundsgaard.

Nu kom du til at aktivere min racistiske side. Altså hunderacistiske.

Jeg har lidt af det i nogle år, og da jeg for to år siden skulle have ny hund, (de er jo på tidsbestemte kontrakter, de kære små), så brød min racisme ud i stiv flamme: 

Den nye skulle absolut være af samme race som den gamle.

Det kan man selvfølgelig forklare på en måde, der sætter mig i et lidt bedre lys end det gustengule, der følger af betegnelsen “hunderacist”.

Jeg kunne jo savne den gamle, eller bare have en personlig smag i hunde, der gør at jeg – helt uskyldigt – foretrækker den slags, men nej:
Der er tale om umiskendeligt, koldhjertet hundehad.

Ikke nok med at vi gik ud og anskaffede os TO af den foretrukne type (omend den ene rummer en smule mugglerblod), men jeg har også udviklet en grundlæggende modvilje mod andre racer end mine egne hundes.

For de er perfekte: Store nok til at man ikke skal være bekymret for at komme til at træde, eller sætte sig på dem, men samtidig ikke så store at man ikke kan løfte dem op eller stoppe dem, hvis de vil løbe væk, helt uden at skulle klamre sig til skilte eller tilfældige forbipasserende. 

Og så er de designet til at være skødehunde: Små bløde, kærlige dyr, der passer perfekt til et liv med fornuftige hobbyer som sofasidning, søvn og afmålte gåture.

Jeg møder på de gåture folk, der helt tåbeligt har valgt andre racer. Folk, der sammenbidt kommer cyklende med hunden løbende ved siden af, fordi den har et dagligt motionsbehov som en olympisk atlet. Jamen det er da et perfekt valg til landets mest tætbefolkede kommune, ligesom vagthunde, der sidder i en lille lejlighed og gør som rasende af alle forbipasserende, fordi de ikke er fremavlet med et storbyliv i tankerne. Og hvordan påvirker det sådan en vagthunds selvværd at jeg går forbi udenfor i regnen og mumler “åååhr hold kææææft” for mig selv?!
Der er endda mennesker, der til brug i bemeldte byzone har købt hunde, beregnet til væddeløb! Små, tynde, kulderystende, angste, hungersnødsramtlignende, udmarvede, meningsløse kræ, der skal gå tur iført varmende jakker året rundt og konstant ligner nogen, der forsøger at opsnuse den nærmeste dyrepsykolog. 

Eller kamphundene, der ved guds tyktflydende vandgrød stadig kan ses på gadeplan. Jeg kan kun forestille mig, de hedder “kamphunde” fordi de er kulminationen på et helt livs kamp for at opdrive et væsen, der er dummere end en selv. Store, dorske, prustende, olmt skulende kreaturer. Og hundene er heller ikke for pæne. Til gengæld ved man aldrig, hvornår det slår klik og de skambider nogens hund, men man ved, det kommer til at foregå til akkompagnement af kamphundeejerens violinsonate i to satser, med teksten “det har den aldrig gjort før” og “den har ellers altid været så sød og kærlig”.

Hør her, Brianmatti: Alle hunde er søde og kærlige, (med enkelte undtagelser, og her tænker jeg specifikt på din, Jytte!), men hvis de holder op med at være det, så giver en lille skødehund et ar, der efter nogle år ligner en hvid skønhedsplet, mens dit frådende monster fjerner folks ansigt.  

Jeg forstår simpelthen ikke formålet med kamphunde. Vi kan godt se, du er en stor, truende fyr. Du behøver ikke slæbe rundt med en stor truende hund for at understrege det. Med mindre, der er fordi at én i familien skal være nogenlunde gennemsnitligt udrustet?

Hvad er det for et land, du tror du lever i, hvor det er nødvendigt at huse landjordens svar på en hammerhaj for at føle sig nogenlunde tryg? Så tryg man nu kan være, med et tandsæt af den størrelse i sit soveværelse? 

Min hund gør også engang imellem, (det må være mugglerblodet) og den kan godt ryste lidt i regnvejr og den har da snappet efter en nærgående puddelsnude en enkelt gang, men den kunne aldrig finde på nogle af delene overfor sin egen race. Når den møder en af dem, så står de bare og stirrer logrende på hinanden, kun afbrudt af lejlighedsvise kig op på ejerne, som for at lykønske dem med deres perfekte smag i kæledyr. 

Så min hund er også en form for hunderacist – måske er det den, der har smittet mig.

Kærlig hilsen Dorset.