Kære Dorset
Jeg har fået en idé til et tv-show. Noget rigtig ”prime time fjernsyn,” som det hedder på nudansk. Du ved sådan nogle programmer, der får folk til at klæbe til fladskærmen. Noget de bare bliver nødt til at se, for ellers kan de ikke snakke med i frokostpausen på arbejdspladsen om mandagen. Farvefjernsyn der kan få de sociale medier til at koge over, som var det en SAS-reklame eller et modificeret flag i Jyllands Posten. Så det skal selvfølgelig være noget med hunde. Et talentshow med hunde. I de første programmer rejser vi rundt i landet og inviterer alle de firbenede ind for at bjæffe foran nogle dommere. Så viser vi nogle af de bedste; men flest af de dårligste – for det er DET seerne vil ha’. Men den allersidste hund, der har siddet og savlet og ventet SKAL selvfølgelig være go’ og gå videre.
Så når vi til programmet med de fem hundekurve. Hundene skal ind og bjæffe foran et publikum, og alle i salen råber ”hundekurv!, hundekurv!” efter hvert eneste vov. Og dommerne både roser, skælder ud og siger ”på plads.” Og måske er der ligefrem en Grønlandsk Slædehund, der først får en kurv, bliver smidt ud; men får kurven tilbage – for det er spændende tv, og det er DET seerne vil ha.’
Når dommerne så har valgt fem hunde hver, som de mener de kan få til at vinde Det store Hundecirkus, skal de alligevel fravælge to hver. Og nu bliver det rigtig godt tv. For de hunde, der ikke går videre får ros a la: ”Flink vovse. Du skal da ha’ et kødben.” Og de savler, som var de Pavlovs hund alle sammen; men så bliver de sendt ud i kulden – UDEN kødben. De firbenede, der skal videre, får den modsatte behandling. Fx: ”Gå hjem hund – pause pause pause – og glæd dig til et stort kødben!” Dommerne kan også tage hundesnoren op og lade som om, de skal til at slå og råbe: ”DET KOMMER TIL AT GØRE ONDT!” For derefter at fortsætte med blid stemme: ”…hvis ikke jeg lader dig gå videre. Du skal selvfølgelig ha’ et kødben.” Og vovserne glammer af glæde over ikke at være endt i et spil kegler.
Nu slipper vi så ni hunde løs i direkte tv-programmer. Og en efter en får de snor på, bliver frataget kødbenet og slæbt væk. For nu handler det ikke kun om at bjæffe eller gø. De sociale medier koger over fredag aften og i hele weekenden. For alle er pludselig experter og alle har deres favorithund. Mandag bliver der råbt og diskuteret over madpakkerne og tomme kalorier i skoler og på arbejdspladser. Tirsdag er det hele glemt, for det her er jo også tomme kalorier; men på fredag går det løs igen, indtil Årets Vinderhund bliver kåret i den store finale.
Vinderhunden kåres måske ikke på grund af det flotteste bjæf; men måske fordi den er sød, har stået i en tillukket bil en varm sommerdag for lang tid siden, har gået til hundepsykolog” eller noget helt andet uvedkommende. Men det er heldigvis hurtigt glemt igen, og året efter starter det hele bare forfra, som en guldfisk der er nået bowlen rundt.
Jeg har prøvet at pitche konceptet til et par tv-stationer; men ingen vil købe det. De synes, det er usmageligt, de frygter dyreaktivister og de er bange for en shitstorm på de sociale medier.
Måske er det fordi, jeg ikke havde det rigtige navn til konceptet. Jeg kaldte det “Dog Factory”. Jeg sku’ nok ha’ droppet “Dog”. Og måske sku’ jeg så ha’ flyttet y-et op foran og ændret det til et X.
Der var en, der foreslog mig, at udskifte hundene med mennesker; men dér sætter jeg nu grænse.
Kærligst
Bundsgaard