Kære Bundsgaard.
Velkommen i 2020! Jeg har to nytårsforsætter: Det ene er konsekvent at udtale året som “Totusindogtyve” og ikke det rædderlige “tyve-tyve”, der får dig til at lyde som en mellemleder på et kommunikationsbureau: Du ved – typen, der ikke nænner at fjerne Hugo Boss-mærket fra ærmet af sin habitjakke.
Det andet forsæt er endnu mindre krævende, men sådan er jeg! At træne sig op til et maratonløb tager utrolig mange timer, som går fra nogle tidsfordriv, som selv professionelle løbere må betragte som LANGT mere behagelige.
Derfor har jeg i stedet valgt mig et nytårsforsæt, der vil spare mig tid.
Jeg vil i totusindogtyve ikke læse restaurantanmeldelser.
Sådan – nu kan du hænge mig op på den, resten af året.
Jeg dropper primært madanmeldere, fordi jeg har opdaget at de er komplet ubrugelige:
Enten er madanmelderen ude at spise lynstegt søpølsefilet med havtorneskum på en bund af estragonmarengs, og otte andre retter til en pris på kun 1800 per kuvert, som de er helt vilde med, hvilket medfører at stedet er booket de næste seks måneder. Og så må man leve med uvisheden om, hvordan den søpølse dog blev så sublim.
Eller også går de hen på et af de steder, hvor folk, der selv betaler regningen, også har råd til at komme. Og det er som regel også de sjoveste anmeldelser at læse, fordi anmelderne er så sure over at blive sendt på restauranter, hvor man ikke konstant har to-tre tjenende ånder omkring sig.
Så de går målrettet efter steder, der kan slagtes. Undskyld: “Bedømmes”, mener jeg. Bedømmes på kriterier, der kun er relevante for anmelderen selv.
Politiken havde i årevis en anmelder, der altid var meget optaget af om maden var “korrekt”. Hun havde nemlig rejst rigtig, rigtig meget, og vidste hvordan mad BURDE smage, og enhvert restaurant, der begik den dødssynd at tillempe udenlandske retter til danske smagsløg fik kniven. Eller spisepinden, alt efter dens “køkken”, som det hedder på krukkesprog.
Hun skrev anmeldelse på anmeldelse, hvor hun begræd at maden ikke smagte som i en fjern indisk eller kinesisk provins, uden nogen på avisen ruskede hende og spurgte, om hun troede at en restaurant i København kunne overleve på at kundegrundlag, udelukkende bestående af folk fra Punjab og Politikenanmeldere. Men det må have været en form for nervøs trækning: Når man er tvunget ud til den gemene hobs usle foderbrætter, så må man hellere belære kokken om, hvordan han burde lave sin mad. Eller hvordan læserne burde: Mange anmeldere bruger gerne en sætning på at belære deres læsere om at “pasta skal være ‘al dente’”, som må betyde at de enten ikke tror, vi nogensinde har kogt pasta før, eller at de føler, de skal bestemme, hvordan vi kan lide den.
De har selvfølgelig total ytringsfrihed i madanmelderbranchen. Jeg gider bare ikke læse dem længere. Ikke i totusindogtyve, i hvert fald.
Kærlig hilsen Dorset.