Kære Bundsgaard.
Så er det på tide med noget brok. Eller som det hedder, hvis afsenderen ikke er en hvid mand på over 40 år – “samfundskritik”.

Sager er at jeg har været så letsindig at begive mig ud i trafikken, og hvis man leder efter emner at brokke sig over, så er sådan en cykeltur det rene doping.
Jeg skal skynde mig at understrege, jeg på ingen måde benytter mig af doping i forbindelse med cykelture, hvilket enhver, der hastigt har passeret på mig, vil kunne bekræfte. Der kræver nærmest en form for målfoto-teknologi at afgøre om jeg træder i pedalerne eller holder stille.

Men derfor vil jeg jo alligevel gerne frem, og helst uden alt for mange svinkeærinder. (Det er ellers nogle af mine foretrukne ærinder, og pudsigt nok de eneste, der har fået en kategori for sig selv).

Men de sidste par ture er blevet afbrudt på det groveste af et folkeslag, men kunne kalde “Svinkeærindearrangører”, men som vist mere formelt går under navnet “Vejarbejdere”.

Ja, det ved jeg jo teknisk set ikke, for de kan jo sagtens have ændret stillingsbetegnelse til noget i stil med “Infrastructure Modifier Assistents”. 

Jeg er helt med på, de udfører et hårdt og nødvendigt arbejde, og jeg hylder dem for det. Jeg ville bare hylde dem mere uforbeholdent, hvis de blev lidt bedre til at kommunikere omkring deres arbejde. Og igen: Da udelukkende for os almindelige dødeliges skyld, for de behøver jo strengt taget ikke: Det er jo svært at diskutere med et gigantisk hul i jorden, som mange i disse år konstaterer på de sociale medier.

Så det er 100% en service for mig selv, jeg efterspørger, især når jeg igen står ved et vejarbejde, der blokerer den rute, jeg havde tænkt mig at tage, og ikke som sådan anviser et alternativ.
Jo, de opsætter altid det dér gule skilt med den sorte pil på, og som regel peger den i retning af en form for vej, men når man først bevæger sig ned af den, så er det på eget ansvar. 

Sidst blev jeg på min cykel med de tynde dæk sendt ned af en grussti, der efter 100 meter delte sig, uden nærmere anvisning om hvilken af siderne, jeg med fordel kunne forsøge mig med. 

Den slags tager man sjældent så tungt i vejarbejderkredse. Man tror på eventyrlysten i sine medmennesker: Man peger dem kærligt i en retning, og lader det så være op til den enkelte, hvordan han eller hun vil håndtere de nye udfordringer, efterhånden som de viser sig ude i vildnisset. Derfor er jeg begyndt at betragte den sorte pil på gul baggrund som en form for vejarbejderisk fuckfinger: Man ved, man skal skride, men har ingen anelse om hvorhen. 

Men tro nu ikke, jeg mener at vejarbejdere er ude af stand til at vise omsorg for deres medmennesker. På ingen måde. Da jeg endelig fandt tilbage til min rute, efter en omvej på fire kilometer, som min læge sikkert værdsætter umådeligt, stødte jeg på endnu en veludført udgravning. Men denne gang havde de efterladt lidt vejbane at passere den på, hvilket jeg forsøgte. Men jeg kunne ikke se, der var ophængt en form for plasticsnor på nogle kegler, de mente jeg som (en form for) cyklist skulle køre indenfor, hvilket fik anføreren til at opfordre mig til at “bruge nyrerne”. Igen et forslag, min læge ville være ganske godt tilfreds med. 

Så måske er vejarbejdere en form for Sundhedsstyrelsens forlængede arm, der som en sekundær funktion har fået til opgave at give os sundere vaner. Jeg er i hvert fald gået i gang med at træne nyrer, og det føles noget så godt.

Kærlig hilsen Dorset.