Kære Dorset

Der er drømme, drømme, og så er der drømme.

Den første slags er de der dagdrømme, hvor man går i sin egen verden (hvis skulle man ellers gå i?) og går ind til slagteren og beder om en buket blomster. Så er der de drømme som ABBA og John Lennon synger om, og som Martin L. King altid talte om – altså de mere bevidste af slagsen. Slutteligt er der dem, som afvikles, mens vi sover. De drømme kun meget meget få mennesker har kontrol over. JEG har ikke den fjerneste kontrol over dem. Og tilsætter man lidt feber, går min hjerne fuldstændig amok med en fantasi, som jeg ikke troede, den besad.

Forleden drømte jeg, at jeg skulle købe køkkenrulle; men kom ud fra forretningen med en farvepatron (gul). Jeg læste noget Freud og Jung for at se, om der var hjælp at hente her; men uden resultat. Lars Ellegaard kunne dog tyde drømmen og skrev til mig: “Det er jo en af de lette: Den betyder ingenting! Som udgangspunkt associerer du dig med køkkenrullen: Den, der tager, rager til sig. Du beslutter dig imidlertid for at være Den generøse. Toneren, der laver tekst og billeder. Imidlertid er det en gul toner. Gul er som bekendt falskhedens farve – og dermed er hele præmissen elimineret. Det var altså bare en ubetydelig drøm. Sov trygt videre! 😴”

Nuvel.

I sidste uge feberdrømte jeg så, at jeg skulle med bussen i et frikvarter klokken 4 om morgenen. Mens jeg sidder i bussen, kommer jeg pludselig i tanke om, at jeg har glemt en plastikpose ved busskuret, hvor jeg stod på. Jeg kunne ikke huske, hvad posens indhold var; men besluttede at stige af og tage bussen tilbage for at hente den. Mens jeg venter på bussen (1A som pludselig kører i en ny rute), opdager jeg, at jeg ikke kan finde mit Rejsekort. Jeg gennemroder mine frakkelommer, som pludselig er kæmpestore – nærmest bundløse – og har et indhold, der overgår selv en dametaske tilhørende en dement kvinde: Skolekridt, en notesblok sågar en vinduesvisker til en Datsun. ALT andet end det forbandede Rejsekort. Jeg vågner badet i panikken og angstens sved, og resten af dagen er jeg tilbagevendende stresset over den drøm.

Så var drømmen i nat langt at foretrække. Måske fordi DU indgik i den. Den var en kende urealistisk; men det var fedt, mens jeg (vi) var i den: Vi var til et forberedende møde i forbindelse med en nært forestående koncertturne. En koncertturne med os to som frontfigurer. Jeg kan ikke helt huske, hvad det var vi skulle optræde med; men det forsvæver mig, at vi skulle recitere Dan Turells samlede værker akkompagneret af Halfdan E.  Ja, ja – intet mindre. Store mænd – store drømme.

“I skal lige møde jeres Production Manager,” bliver der sagt. Og ind kommer Dorte. Hun er omkring de 30 år og har det man vel kan betegne som en markant og smart brille (jeg kan lige høre brillemanden, der har været på kursus hos Dennis Knudsen, sige: “Den giver dig autoritet og personlighed”). Hun kikker på os og siger: “Hvis I skal være rappere, skal I have vaskebræt!” “Javel,” rapper jeg, “så skal vi nok have fat i Mik Schack. Han kan det hejs og har både bræt og fingerbøl.” Dorte kikker stift på mig og så op i loftet: “I skal ha’ sixpack!” Her er det så du blander dig og siger: “Det lyder fristende med 6 dåseøl; men vi har faktisk hver vores rider,” hvorefter du hiver en liste frem med nogle tilpas urimelige krav. Jeg slynger sætningen “I don’t do stairs” ud, fordi det er noget, jeg har hørt Mariah Carey sige engang. Og luftkastellet bare vokser og vokser. Det er vildt underligt, at hjernen ikke stopper op og siger: “DET er da en drøm det her,” men hjernen leger bare lystigt med i fantasiland.

Da jeg endelig vågner, er det med et saligt smil på læben (og lidt savl på hovedpuden). Jeg ligger og tænker på hvilken mikrofon jeg skal have og spekulerer i tøjvalg. Det er først oppe ad dagen, at det rigtig går op for mig, at det bare var en drøm. ØV.

Man hører altid om den der guldkrukke for enden af regnbuen. Jeg har bare en fyldt plastikpose (en gul fra Netto) for enden af en ikke-eksisterende busrute. Jeg aner stadig ikke, hvad den pose indeholder, så jeg må vel ud at finde den. Men jeg kan stadig ikke finde det Rejsekort.

Kærligst

Bundsgaard