Kære Bundsgaard.
Sikke en dag, det har været. 50-årsdagen for den første månelanding, også kendt som “det ultimative svar på spørgsmålet ‘lavede du så noget spændende i sommerferien’?”
Set i den sammenhæng kan man jo sige, at hvis vi sætter 1969 som udgangspunktet, så flyver vi trods alt lidt kortere i vores ferier, her 50 år senere. 

I dag markerer jo også 50-året for frasen “De kan sætte en mand på månen, men…”, som er en form for kampråb for alle os tekniske analfabeter, der ikke fatter, hvordan det kan være SÅ svært at få noget simpelt til at fungere. Tit tager vi jo fejl, for mange ting er virkelig komplicerede, og hvis vi selv blev sat til at sørg for at alle hjul på en indkøbsvogn kørte i sammen retning, kunne man vandre hele vejen til månen, mens vi rodede med det. 

Så jeg prøver at holde mig fra formuleringen, fordi den er så urimelig. Den stiller en af menneskehedens absolut største bedrifter overfor en smålig nøffen over en hverdag, der bare er blevet en my mere besværlig, fordi en mekanisk genstand har udvist den urimelighed at være mere eller mindre ude af drift. Jeg virker sgu da heller ikke hele tiden, så jeg skulle nødig kaste den første sten, især fordi stenkast sjældent har en forbedrende effekt på finmekanik.
Det eneste tidspunkt, hvor den har rullet rundt i min mund som en lidt for stor slimansamling, der skriger på at blive spyttet ud, er når jeg skal aflevere flaskepant:
Min lokale Kvickly har to automater, og her er mønsteret helt fast at den ene er ude af drift og den anden besat af en foretagsom rumænsk herre, der har samlet flere flasker end Harboe Bryggerierne spytter ud på en uge. Fakta rundt om hjørnet har et rum med en automat, der er det sarteste stykke mekanik i moderne Danmarks-historie. Den er som en moody teenagedreng, der udelukkende har sit job, for at tjene til næste bytur, og går i strejke, så snart man har stukket fire flasker i foretagendet. 

Derfor forsøgte jeg mig i dag med Irma. Hendes flaskeautomat lavede så samme trick som lillesøster Fakta. Efter ganske få forsøg på at skille mig af med beviserne på mit primære misbrug, (Faxe Kondi Free), brød maskinen sammen og tilstod, jeg skulle kontakte personalet.
Personalet var idet her tilfælde så på min ældste papdatters alder, og som hende sød og entusiastisk. Men lige meget hvor mange gange, hun prøvede at adlyde maskinens krav, så ville den ikke genindtræde på arbejdsmarkedet. Til gengæld fik jeg indblik i pantmaskinens indre, og der voksede slimansamlingen i min mund til det urimelige:
Jeg havde troet, det var en kompliceret sag, det indre af sådan en sag, men efter den har scannet dåser og plastflasker, så tramper den dem bare flade, så det er kun glasflasker, den skal samle ind og fordele. Så derfor vil jeg helligholde dagen for Neil Armstrong og konsorters gigantiske bedrift ved at skrive i frustration: “Man kan sætte en mand på månen, men hvorfor helvede kan man ikke få en pantmaskine til at fungere.
Kærlig hilsen Dorset.