Kære Bundsgaard.

Jeg kan lige så godt afsløre det: Min kæreste og jeg har indgået en selvmordspagt. 

Det lyder måske mere smukt og Elvira Madigansk end det er, for det er ikke sådan en smuk “jeg kan ikke leve uden dig, min Romeo”-ting. Det er mere lavpraktisk.
Vi har lovet at slå den anden ihjel, hvis en af os går fullblown oldertosse.

Pagten opstod forleden, da vi sad i bilen efter et besøg på en tankstation, der blev noget mere langvarigt end forventet. Vi havde egentlig regnet med at købet af et par kølige flasker Faxe Kondi Free kunne afvikles med et begrænset minutforbrug, men vi havde glemt at det var påske, og pensionisterne var kommet ud. 

Jeg skal understreger at jeg gerne bruger tid på at se alt muligt andet tåbeligt udspille sig på mit fjernsyn, og det skal også understreges at jeg ikke har en teatermæssig baggrund, men alligevel: Jeg spår ikke hverdagsdramaet: “Tankstationsekspedient forklarer ældre dame den franske hotdogs funktion og mysterier” særligt store seertal. Altså, vi var fire i køen bag hende, men de to opgav undervejs, og foretrak åbenbart at tørste tilbage i deres køretøj, fremfor at blive trukket igennem det stykke absurd teater. Jeg spiser ikke selv hotdogs af nogen national herkomst, men selv som ukyndig i den franske hotdogs finere detaljer er jeg klar over at spørgsmålet “hvad vil du have i?” dækker over valget mellem fransk hotdog-dressing og så ketchup til dem, der mener de med dette finkulinariske tilvalg forvandler deres hotdog til en form for helsebombe, der ville få sundhedsstyrelsen til at flyde over i højlydt ekstase. 

Sådan blev spørgsmålet bare ikke opfattet af stykkets hovedperson: Pensionisten fra en forstad til Mordor. For hende åbnede det tilsyneladende et væld af muligheder, hun derfor gerne som en form for hors d’oeuvre ville have opremset. Man kunne sanse i hendes forventningsfulde blik, hvordan listen over samtlige finere saucer fra det franske såvel som de asiatiske køkkener ville stimulere hendes appetit på den himmerrigsmundfuld, hun var ved at købe sig. 

På den baggrund kan jeg godt forstå at valgmulighederne “fransk dressing eller ketchup” forekommer damen en anelse pauvre. Men at deres overskuelighed ligefrem skulle kortslette hendes beslutningsproces totalt, kom alligevel lidt bag på mig. 

Havde jeg ikke lidt af en usund afhængighed af Faxe Kondi Free, ville jeg også have forladt køen her, men kombinationen af tørst og forkærlighed for det absurde fik mig til at holde ud. For vi var jo først lige nået til pølsevalget. De har 4-5 forskellige slags på sådan en tankstation, og jeg stod allerede og regnede på mine chancer for at slippe ud af butikken inden pinse (de var fine, trods alt), da damen fik uventet hjælp. Hun havde simpelthen medbragt et backingband af med-oldertosser, der havde placeret sig strategisk i indgangsdøren og nu råbte pølsetips henover hovederne på os andre. (Forskellige pølser kunne dog til damens skuffelse ikke kombineres til en form for farsbaseret fletværk)

Vores egen ekspedition gik en anelse hurtigere, til trods for at damen nu var rykket over til kaffeautomaten og råbende derovrefra udbad sig instruktioner fra ekspedienten, da hendes flok i døråbningen ikke lige lå inde med den autoriserede Wittenborg-manual.

Tilbage i Mondeoen sagde min elskede og jeg i munden på hinanden:
“Skyd mig hvis jeg nogensinde bliver sådan”. Og således opstod vores selvmordspagt, der nok nærmere er en form for medlidenhedsdrabspagt.

Forleden måtte jeg dog indføre den regel i pagten at der skal fremføres et par advarsler inden nakkeskuddet falder. Jeg mærker jo alderen trykke. Og nu må jeg hellere stoppe med at skrive. De andre vil vist gerne ud af elevatoren. Pjat, jeg sidder i toget og har lige forhindret en ældre dame i at trænge ind i togets førerkabine i et forsøg på at stå af i Fredericia.

Kærlig hilsen Dorset.