Kære Dorset
”Skal vi ikke snart mødes til en kop kaffe?”
NEJ det skal vi ikke – af flere indlysende årsager: Du drikker te, og jeg prøver at holde det til en enkelt eller to kopper om morgenen – lang tid førend du er stået op.
Og det er ret ok. Vi har vores Mortens Aften tradition. Dér ses vi i hvert fald – om ikke andet. Og det er godt for min miniasperger – det der med at kende besøgstiden. Vi har simpelthen ikke et stort behov for at slynge bemærkninger ud i ønskemåde a la: ”Nu MÅ vi også snart ses,” ”Vi burde altså snart rive en dag ud af kalenderen (og i Raquel Rastennis tilfælde et helt blad ud af en dagbog)” eller klassikeren: ”Skal vi ikke snart mødes til en kop kaffe?” Og godt det samme.
For disse bemærkninger dækker jo bare over, at man i virkeligheden ikke rigtig gider at ses. Man prøver at være høflig. Man fejer et pludseligt møde med en person fra en fortid af med en falsk påstand om et ønske om at mødes – indpakket i en undskyldning om drik af en koffeinholdig drik, som aldrig vil blive brygget.
Jeg ville ønske at disse mennesker bare ville sjatlyve lidt og sige: ”Hyggeligt at mødes. Jeg skal nå en bus.” Eller bare holde kæft.
Jeg har en gammel arbejdskollega, der i årevis har sagt: ”Nu MÅ vi også snart spise en frokost sammen.” For 3 år siden tilføjede han: ”Vi kunne jo gå ned på den der frokostrestaurant ved broen til Langelinje.” – Den lukkede i 2010.
En kendt skuespillers mandelige kæreste ringede – tilsyneladende ved en fejltagelse – til min ex-mand for nogle år siden. Han (er vist nok noget med styling og make up) talte i 4-5 minutter: Bla, bla, bla, stolpe op og ned om ligegyldigheder. Og til slut kom så indrømmelsen: ”Nåh du, det var slet ikke dig, jeg skulle ringe til. Jeg kom til at trykke forkert; men vi må da snart mødes til en kop kaffe.” Endnu et afsnit i serien Kaffen del blev Væk. Han kunne jo bare ha’ sagt: ”Ups, jeg har trykket forkert. Beklager.” Selv den noget gammeldags udgave synes acceptabel: ”Jeg har fået forkert nummer…” (upåagtet manuelle telefoncentraler blev nedlagt i 70’erne.)
Behøver jeg at fortælle, at DEN kaffeaftale ejheller er blevet til noget?
Kærligst
Bundsgaard