Kære Bundsgaard.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har haft fut i det digitale brokkeri, men det betyder på ingen måde, jeg har ligget på den fredsommelige side, ude i den analoge virkelighed.

Tvært imod. Jeg kan mærke at jeg er ved at opbygge en solid ”Indre Ghita”. Det lyder eksklusivt, men det er faktisk meget udbredt hos os, der kommer lidt op i årene, at vi simpelthen mister evnen til at holde tingene i os. Altså ikke mad, og andre sager, der griser, hvis de havner de forkerte steder, men noget så fint som ord. Jeg ved ikke om mennesker er skabt med en lille klap, der holder mugne bemærkninger nede i mavesyren, hvor de hører hjemme, som så gradvist bliver ætset væk i løbet af livet?
Hos mig er den lille klap i hvert fald ved at forsvinde, så jeg slet ikke kan holde kommentarerne i mig. Når folk cykler forbi mig og mine dyrebare hunde på fortovet, så deres små dumme snuder (hundenes, ikke cyklisterne) er ved at komme i klemme i de snurrende eger, så var min politik i mange år at nidstirre dem, så de kom hjem med en følelse af stærk misbilligelse nede i maven, og det tilfredsstillede min hævnfølelse. Men det var inden min mavesyreklap forsvandt, så nu gylper jeg pludselig ord op. Jeg er endnu ikke gået fuld Ghita Nørby, hvor jeg er decideret velformuleret omkring det. Det er mere en nærmest langtids-indebrændt, men meget lavmælt sarkasme i stil med ”jamen dér skal du da køre. Det kan vel ikke være anderledes”, så jeg overvejer om en gastrisk kirurg måske kan brænde de sidste resten af klappen væk, så jeg bedre kan udfolde mit hele register, og fortovscyklister, el-løbehjulssmidere og andre klaphatte på min hunderute kan få den fulde dosis.

”Hvor er det trist at du har fuldtidsparkeret dit kranium i egen rektalindgang, så du ikke magter at udvise et minimum af hensyn til dine medmennesker, der derfor skal fungere som en form for fritidspædagoger for dit infantile adfærdsmønster”, i F-mol med fuld falset i overtonerne.

Jeg glæder mig, enten til kirurgisk hjælp eller til naturen går sin gang og jeg får hul igennem. Al magt til os gamle mennesker og vores indre raseri. Længe leve Ghita Nørby og hendes lysende eksempel.

Kærlig hilsen Dorset.