Kære Dorset

Ja, hvad er det lige med de madvaredeklarationer, som tilsyneladende har en mere letsindig omgang med sandheden end Baron von Münchhausen?

Salaterne synes at være de værste af alle. Det er jo ikke bare Den Italienske. Krabbesalat burde efterhånden mærkes med: ”Kan indeholde spor af krabbe.” Hvis man (mig fx) nærlæser varedeklarationen, må man konstatere, at der sjældent er krabbe i; men til gengæld Surimi – altså de der fiskepinde som består af noget hvidt fiskeafpuds tilsat krabbearomat– HURRA (det er præcis det samme HURRA, som jeg råber, hvis jeg finder en reje mellem dynger af makaroni i rejesalat.)

Den Russiske Salat er et kapitel for sig. Et sandt fortidslevn fra Den kolde Krig. En salat Russerne selv åbenbart ikke kender til existensen af. Tror jeg. For jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis de gjorde. Mon ikke Putin og hans hær af hackere vil mørkelægge hele IT-Danmark, hvis de opdager, at vi har en salat der hovedsagelig består af rødbeder, – og den kalder vi ubekymret Russisk. Mon ikke Putin vil føle sig mere end krænket? MINDST lige så krænket som en Grønlænder, der fisker en Kæmpe Eskimo op af fryseren i Superbrugsen på Chr. Torv i den tro, at det er en enorm iskold guldøl?

Kald dog en spade for en spade og en guitar for en guitar! Ups her går det galt igen, for Jakob Haugaard byggede engang en spade om til en guitar . Og MON ikke lige der er et hav af haveentusiaster og en flok tonedøve jord og betonarbejdere, der føler sig krænket her?

Jeg er godt gammeldags træt af falsk varedeklaration. ”Forloren Hare.” Det er muligt, at jeg ikke bliver lovet Lepus her, fordi der tydeligt står forloren; men hvorfor ikke bare kalde det ”Farsbrød med bacon”? Vegetar og vegan-bølgen minder mest om alt om en vegan-tsunami. De slynger om sig med udtryk som ”veganske kødboller og ”100% vegansk smør”! Hallo – hvis de der boller ikke indeholder kød, så kald dem dog noget andet, og ”Vegansk Smør” har vi allerede et ord for. Det hedder Plantemargarine; men det klinger jo ikke så godt.

Nuvel. Jeg kan dog komme i tanke om en enkelt oplevelse, hvor jeg faktisk var glad for titlen ikke holdt hvad den lovede. Da jeg i 1984 skulle ind af se ”Never Ending Story” i biografen, havde jeg provianteret som en gal. Ikke bare slik, sodavand og popkorn. Jeg havde også stjålet en af min storebrors overlevelsespakker (han var i militæret dengang.) Selv om jeg ikke forventede, at filmen ville spille i det uendelige (jeg er jo ikke en spade –  endsige guitar ), havde jeg en forventning om, at det ville blive en meget langtrukken affære, der ville overgå både En Nations Fødsel OG Ben Hur i samlet varighed.

Stor var min forbløffelse, da rulleteksterne startede efter sølle 103 minutter.

Kh Bundsgaard