Kære Bundsgaard.

Du korresponderer med en retarderet. Ja, jeg er ked af at skulle afsløre det, så tæt på jul, men jeg skylder en god ven som dig at være ærlig.
Og det er netop højtiden, der endegyldigt har tvunget mig til at erkende mine fraværende åndsevner:

Min både søde og servicemindede kæreste lokker mig ind i en såkaldt ”Matas”, som er sådan et sted, hvor mænd kan gå hen, hvis de tænder på at kvinder i alt for meget make-up ruller øjne af dem. Sådan gør min kæreste ikke: Hun udpeger tvært imod en kosmetik-dims, hun godt kunne finde på at ønske sig, hvis det nu var, jeg manglede en idé til en julegave. Hun viser mig endda hvilket NUMMER, den ønskede dims har, for der er selvfølgelig omkring 16 varianter, så man(d) kan være helt sikker på at chancen for at gøre noget rigtigt på egen hånd er minimal.

Og som indledningsvis afsløret er der absolut ingen grund til at have nogen form for forventninger til mine åndsevner, så jeg træffer selvfølgelig den dummest tænkelige beslutning: Jeg noterer mig ikke dimsens funktion, eller dens mærke og da slet ikke dens præcise navn. Næh, jeg husker nummeret (2!), og så … dens placering i butikken!

Jeg ved ikke, hvad der passerer igennem min hjerne i den situation, udover vindhekse og madfantasier, men jeg må have lidt af en barnlig-naiv idé om at samtlige af disse ”Matas”-butikker stillede tingene på præcis de samme steder.

Nu har jeg siden været i fire forskellige andre af kædens butikker, så på dette vaklende empirisk grundlag vil jeg nu hævde at det gør de IKKE. Man kan indvende, jeg kan have ramt kædens fire rebel-butikker, der bare smider sagerne som de vil, inden de sætter sig op på den samme motorcykel og kører mod solnedgangen i en sky af benzinos og parfume. Det skal ikke udelukkes, men jeg følte mig i hvert fald presset til at søge tilbage til den selvsamme butik, hvor min udkårne havde peget på dimsen. Og så havde de flyttet rundt!

Jeg ved ikke om det var personalet, der trængte til lidt forandring, eller det var horderne af kunder, der simpelthen havde fået tingene til at blafre omkring mellem hinanden i deres julegavejagtende slipstrømme.

Men så stod jeg der, og stirrede formålsløst på stedet, hvor min kærestes dims havde været ugen før, åbenbart så længe, og SÅ opgivende at det tiltrak sig en af ekspedienternes opmærksomhed. Og hvis jeg ikke følte mig som en idiot i forvejen, så gjorde jeg da det i hvert fald, da jeg på spørgsmålet ”leder du efter noget bestemt”, kun kunne svare ”jeg ved ikke, hvad det er, men det har nummer to!” Men hvis man skal se positivt på det, fik jeg i hvert fald afklaret at jeg ikke tænder på at kvinder i alt for meget make-up ruller øjne af mig.

Kærlig hilsen Dorset.