Kære Bundsgaard.

Så kan jeg prale med en 0 ud af 4-statistik. For succesfulde køb af pladsbillet, altså. Jeg ved godt, det formentlig ikke er en af de statistikker, man ligger og vrider sig søvnløs i sengen over, hvis man altså har sådan et ”liv”, men jeg synes alligevel lige, jeg vil kippe med flaget for DSBs geniale pladsbilletsystem.

For det første, som talløse togrejsende har råbt, skrevet, bedt og hvisket:
Hvordan kan man sælge flere billetter, end der er pladser i toget. Man går jo heller ikke i biografen og skal krydse fingre for at der er sæder nok til alle tilskuerne.

For det andet er pladsbilletten ikke det digitale papir værd, den er trykt på, og det er her, min statistik kommer i brug. Den seneste af de fire var godt nok min egen skyld: Jeg havde købt pladsbillet, og fik så en af de fire sæder i hele vognen, der ikke havde bordplads til min bærbare. Så jeg rykkede snedig et hak til højre, hvor der sad en dame. Altså, hun sad der ikke, da jeg rykkede, for så havde jeg naturligvis først advaret med et kækt ”af banen!” – man har vel pli. Hun dukkede op, da jeg havde skiftet plads, og så kiggede vi rundt i vognen og opdagede at vi stort set var de eneste i togvognen, men helt logisk selvfølgelig var blevet sat ved siden af hinanden, eftersom DSB tager et stort ansvar overfor (selv ønsket) ensomhed.

Så jeg fik lov at sidde at sidde med bord mellem mig og min computer hele vejen.

Anden overflødige pladsbillet var til et af de travle morgentog, der ankom til Hovedbanegården med samtlige lysdioder slukkede, så det var alles gæt, hvilken plads i hvilken vogn, man havde indtaget. Som en form for bizar selskabsleg tændte de så skiltene et sted midt på Sjælland, så folk kunne fare omkring og pege på hinanden og råbe ”DU er damen med den sorte handske”, eller lignende. (Der var en del forvirring).

Tredje gang var sådan set den bedste: Der ankom 2 ud af 6 annoncerede vogne til Fredericia banegård, og en venlig og  kun let blussende DSB-mand råbte ”De kommer ikke – alle ind i de vogne, vi har”, som var han bange for at de to sidste vogne også ville finde en form for fri vilje og opsøge mere spændende togvogneliv end den faste rutefart mellem Hovedstaden og Struer kunne tilbyde. San Remo-Konstantinopel eller sådan noget…

Jeg elsker tanken om at fire vogne bare bliver væk, som var det kvæg, der var sluppet væk fra de snærende skinner og nu bare bissede rundt på en mark vest for Kolding.

Fjerde gang var mindre poetisk – nærmere det modsatte: Der sad bare en tysktalende familie på (blandt andre!) den plads, jeg havde købt, og kiggede meget fjendtligt på mig, da jeg vovede at træde ind i den stillekupé, deres rejsemuf havde omdannet til en blanding af viktualiekammer og omklædningsrum. Og de var så indhyllet i ikke bare maddunsterne, men også oppakning, bøger, tæpper, rejseguides, snacks og almindelig germansk surhed at jeg opgav min plads på stedet, i den erkendelse af vi alligevel ville være i København, før de fik pakket sammen.

Så mig og DSB står i et vadested sammen. Jeg kan hoppe over i flokken af mennesker, der synes den bedste rejseoplevelse klart kommer af at vandre rituelt op og ned af toggangene, og spørge tilfældige medrejsende om der mon ”er plads?” hid og did, som var andre folk synske eller hackere, med adgang til DSBs bookingsystem. Der er jo ikke mennesker, man har mere lyst til at sidde overfor i fire timer, end folk der kan pege på en tom stol og spørge ”Sidder der nogen der?!”

DSB kunne også tage konsekvensen og omdøbe pladsbilletten til ”DSB-donationen”, så man bare giver ekstra 30 kr. til statsbanerne, og håber der er plads et sted. De kunne eventuelt også bare fjerne muligheden for at køre uden pladsbillet, men hvad skulle jeg så brokke mig over?

Kærlig hilsen Dorset.