Kære Bundsgaard.
Egentlig er der meget få ting, jeg frygter ved at blive gammel. Altså, det var da meget rart, dengang ens krop gjorde nogenlunde som man bad den om, men til gengæld har man nu sin alder som en uopslidelig undskyldning, hvis der er noget, man ikke gider. For mig, der sådan set har været gammel indeni hele livet, er det herligt endelig også at blive det rent fysisk.
Bortset fra detaljer som det konstante skred mod gravens rand og fysikkens langtrukne sammenbrud, er der intet ved alderdommen, jeg frygter.
Afhængig af, selvfølgelig, hvordan jeg selv udvikler mig. Jeg håber jo, jeg vil hvile trygt i mine vaner og bruge dem som en lynafleder mod den lettere nævenyttige interesse for ethvert nyt fænomen, der rammer alt for mange mennesker i 40’erne. Det må være så stressende når ens liv den ene uge er twerk og skyr, og så sekunder efter kun handler om El-løbehjul og ramen-nudler.
Der er noget middelalderovertro over idéen om at man ved at anråbe ethvert nyt fænomen, og benytte ethvert nyt ord, der rammer medierne, kan stoppe tiden. Som om der findes et aldersmæssigt limbo, man kan blive i, så længe, man følger ”med”.
Desværre for mig frygter jeg den modsatte grøft lige så meget. Den, hvor man er så opslugt af sit eget, lille univers og de ting, man for længst har lukket ind i det, at de svulmer op og fylder så meget at man ustandseligt er nødt til at snakke om dem. Også til mennesker, der med deres mimik diskret gør opmærksom på at man har opbrugt deres interesse for emnet. For eksempel ved små træk, man med en smule øvelse kan afkode. Som når de flytter den ene fod lidt til siden, drejer rundt og spæner ned ad gaden med ryggen til en, mens de holder sig for ørerne.
Og den efterårsmudrede grøfts iskolde vand fik jeg dyppet fødderne en lille smule i forleden:
Jeg skulle finde et kort af den type, man kan være bekendt at sætte på en gave, så fødselaren ikke skal trækkes med et flosset go-card, man tog med hjem, da man var på café i april 2014.
Så jeg opsøgte en kiosk og fandt et kort, men inden jeg slap ud blev mine aldrende øjne fanget ind af en kasse med vin på tilbud. Til 3 flasker for 120 kr. Nu skal jeg på ingen måde posere som ønolog, men umiddelbart så et par af flaskerne ud til at være af en lidt anden kaliber end prisen antydede – ja, en af dem var endda sådan en ”Chateau” – så jeg snuppede de tre, jeg bedst kunne lide, og pralede lidt for meget af mit køb, da min kæreste kom hjem fra sine egne indkøb. Og ikke nok med det: Da vi dagen efter passerede kiosken, så proklamerede jeg højlydt at det var DER, jeg havde gjort mit fund, og på samme måde, som jeg småprofetisk kan lure, når folk er ved at være trætte af at høre på mig, så kunne jeg mærke, i det sekund, jeg slog ud med armen i generel retning af kiosken at jeg lige dér var i akut fare for at blive ”en af dem”. Sådan en, der til middagsselskaber synes at alle skal høre om hans mageløse fund af grillbriketter til mirakelpris eller om den dér tankstation, han kører en omvej omkring, fordi 95-oktan kan fås til 4 øre under normalprisen.
Så nu er jeg startet til slow-twerk. Det er det helt nye, Hans! Det handler mest om at man skal bruge to eller flere forsøg, når man rejser sig fra sofaen. Så det kan perfekt kombineres med indtaget af tre flasker vin, man har fundet på tilbud. Fik jeg nævnt, jeg er begyndt på slow-twerk? Er du fra kommunen? Hallo?!
Kærlig hilsen Dorset.