Kære Bundsgaard.

I år er det præcis 30 år siden, jeg sidste fik undervisning i tysk, så jeg vil på ingen måde hævde, jeg kan sproget, men jeg kan stadig forstå en tysk film. Så længe den har undertekster, og/eller er pornografisk…

Latin kniber det mere med, og den enklere efterkommer, italiensk, kan jeg højest bruge til bestilling af pizza, trods tre år i gymnasiet med det som ”tredje fremmedsprog”. Altså italiensk, ikke pizza.

Det sprog, jeg trods den intense konkurrence taler dårligst, er dog bagersprog. Med frygt for at lyde nostalgisk savner jeg gamle, glemte dage, hvor man kunne vælge mellem franskbrød og formbrød, med birkes som eneste komplicerende tilvalg. Der var vist også et sigtebrød af og til, men det kan være en legende på linje med bigfoot og manden, der burde reparere flaskeautomater.

Allerede ”fransk”-brødet var jo en lille smule krukket. Ingen bildte vel sig selv ind at bagværket er blevet kørt ind fra Lyon samme morgen, men det hjalp en smule at der var så få alternativer. Nu er der stort set ikke et land eller egn, der ikke er blevet tildelt sit eget brød af en eller anden bagerkrukke. Skotsk hyrdebrød, Manitobabrød, Veronabrød. Fuldkommen vilkårlige steder er blevet trukket ned over skorpen på de arme stykker bagværk, som om tilblivelsen ved 200 grader ikke var en hård nok skæbne i forvejen. Og altid lidt eksotiske steder. Aldrig et ”Ikast-brød”, med mindre man kommer forbi en virkelig stædig lokalpatriot.
Og det mest idiotiske er at damerne bag disken aldrig lader til at have hørt om det brød, man beder om. Jeg får i hvert fald konsekvent lov til at udbede mig brødet både to og tre gange, mens ekspedienten anlægger en forundret mine, som om det var mig, der havde digtet deres krukkenavne.
Det føles som om man er tvunget med i en absurd sangleg, når man står der og klapper ”ma-ni-to-ba-brød” i så tydelige stavelser at selv Helen Keller ville føle sig talt ned til.
Men ikke bagerjomfruen. Hun spurgte bare for tredje gang, hvad det dog var, jeg ville købe.
De har max syv forskellige brød. Så nummerer dem dog fra 1-7, eller kald dem A, B, C og så videre.

Jeg sidder jo ikke og visualiserer Manitobas græsklædte vidder mens jeg gumler deres dejmix i mig.
De kunne i det mindste kalde dem noget tysk, så jeg kan få genopfrisket mine sproglige færdigheder. Hvis en bager i nabolaget forhandlede et ”Durch, für, gegen, ohne, wieder, um”-brød, ville jeg blive stamkunde.

Kærlig hilsen Dorset.