Kære Dorset
Jeg har også siddet og ventet på spons og fryns ifm. vores blog; men det er som om, det lader vente på sig. Da vi fik ideen til bloggen, troede jeg ellers, at dette skulle blive vores pension og livsopsparing. Jeg så millionerne rulle ind på en hvidvasket konto i Danske Bank og Maise Njor trygle om at være med. Ja jeg nok lidt fantast – sådan er det bare, og det kan end ikke Svend Brinkmann tage fra mig. Lad mig eksemplificere: For 8 år siden opdagede jeg fotoappen Hipstamatic. Tog billeder som en tosse. Og troede, jeg havde fundet MIT guldæg: Fotos til IKEAs rammer. Jeg skrev til IKEA, og mens jeg ventede på svaret, voksede drømmene. Først tænkte jeg Europa; men så voksede mit fotoimperium til en verdensomspændende virksomhed med privatfly – altså inde i mit hoved. Men så kom svaret fra IKEA (afvisende – men høfligt), og så lå jeg der i grøften med mine hypotetiske guldæg. Kald mig bare Klods Hans.
Men du har fat i noget med de der vinanmeldelser. Ikke lige, at det er min spidskompetence; men hvorfor ikke udvide forretningsmodellen? Jeg indtager lidt over 10 piller dagligt, og det er jo ikke en hemmelighed at det er i medicinalindustrien pengene ligger. Så mens du anmelder vin (jeg byder gerne ind med en anmeldelse uden at have smagt. Det svarer jo bare til at være musikanmelder på EkstraBladet), så ku’ jeg jo anmelde medicin. Dét er vist ikke set før?: ”En let bismag af cyanid; men dagene flyver bare.” ”Den nye blodfortyndende Clopidogrel tilføjer intet nyt til en ellers risikabel barbering.” ”Den blodtryksnedsættende Enalapril virker efter hensigten; men et enkelt opkald til din gamle mor kan ophæve effekten.”
Osv. Osv.
Og så kan vi jo kombinere. Fusionere.
Vin – medicin. Det rimer jo. Det ligger lige til højrebenet:
”Den alkoholfrie Chateau Ribena er en sand skuffelse; men kombineret med en Dolol eller to gør den selv Rib Eye fra REMA 100 til et drømmemåltid.” ”Hvis du kan abstrahere fra de orange krokodiller, de lyserøde elefanter og de ikke eksisterende tvillinger er Oxycodonhydrochlorid Actavis en perfekt ledsager til IRMAs Spier i 3L boks. Posen kan evt. tages ud af boksen og bruges til simuleret sækkepibespil; men det giver kun mening ved hård medicinering.”
Måske har vi fat i noget Dorset. Måske ikke. Måske skulle vi bare skrive noget pænt om Nike, for jeg mangler sgu’ et par fede sko.
Og så mangler jeg æg.
De ligger jo i grøften.
Kh
Bundsgaard