Kære Bundsgaard.
Jeg føler, vi tilhører det relativt udsøgte mindretal, der ikke er på nogen form for ”festival” i de her dage. Der findes selvfølgelig mange festivaler, man helst er fri for, som ”Flatulente Blåskimmeloste-Forskeres Fagfestival”, men hvem nyder ikke at tage hen at høre en masse god musik, få et par kølige glas (eventuelt med indhold), i gode venners selskab.
Nu vil jeg nødig give dig et chok, men jeg er ikke den store festivaltype. Jeg beklager, hvis jeg har givet dig indtryk af at være typen, der headbanger nådesløst på Copenhell en uge i træk, men det er ærlig talt ikke min stærke side. Alligevel har jeg været til en del af de mindre provinsfestivaler, og det er der en enkelt, chokerende grund til:
Jeg har været rock-konferencier.
Jamen jeg var da selv overrasket over at blive spurgt, men nød det rigtig meget.
For hvis man er konferencier har man dagens letteste job, med festivalens bedste udsyn. Man er omkring 6 meter fra dem, det hele handler om, og har endda sagt hej inden de gik ind på scenen.
Og hvis man glemmer at der er et yderst privilegeret job, kan man læse min guide.
Sebastians guide til konferencier-jobbet.
Der findes mennesker, der har så ekstrem karisma og ”out-of-this-world”-kendthed, der får en tusindtallig folkeskare naturligt til at hænge ved deres læber og labbe hver stavelse i sig, men resten af os kan med fordel følge de her enkle regler for at præsentere bands ved en musikfestival:
1: Ingen er interesserede i hvad du synes om bandet, hvornår, du hørte dem spille første gang og sidste gang, og hvad din analyse er af deres albums, udvikling, nuværende besætning eller valg af numre. Du har max et minut!
2: Ja, vi ER der, og vi ved godt, vi skal råbe ”Jaaaah” et par gange, inden bandet får lov at spille. Men at fortælle os, vi er for sløve, for få eller bebrejde nogle fiktive mennesker at de er blevet væk, gør hverken os fremmødte i bedre humør eller stamper flere op af jorden. Prøv at arbejde med det, du har. Det gør vi andre.
3: Nej, vi skal ikke have en fællessang. … med mindre der er noget helt galt og vi skal vente på bandet, men selv da bliver det under protest.
4: Du skal ikke prøve at synge eller nynne eller fløjte et af deres numre. Det kan give os akutte problemer med at nyde det nummer, når bandet kommer til det senere.
5: Vi står i solen (forhåbentlig). Vi har en dejlig dag (forhåbentlig). Vi nyder musikken (forhåbentlig). Så vi kan nok også godt lide dig, alt taget i betragtning. Men lad være med at tigge accept ud af os, sidst på dagen. Vi har ikke ”savnet dig”. Vi har ”savnet” det band, der skal på scenen næste gang.
Det var måske lidt surt skrevet, kære konferencier, men tænk på at du har det godt. I gamle dage havde man tre ekstraopgaver udover at præsentere bandet: Efterlyse forsvundne børn, der savnede deres mor og ventede ved informationen.
Advare om at der var noget VIRKELIGT dårlig narko i omløb, der slet, slet ikke venter ved informationen, og oplæse nummerpladerne på de biler, stod i vejen og skulle flyttes, så vi og vores børn og vores narko kunne komme hen til informationen.
I dag ved man ikke engang hvor informationen er. Måske er den taget på festival?
Kærlig hilsen Dorset.