Kære Bundsgaard.
Så er januar omsider ved at gå i sig selv igen, den gamle skøge, og med risiko for at lyde som en aldrende svamp, så glæder jeg mig til månedens alkoholfrihed er forbi.
Jeg skal understrege at det her onsdag var en ganske let sag for de 5-7 ungarbejdere nede i Kvickly at trække mig væk fra vinafdelingen og ud af butikken, mens jeg klyngede mig til tre flasker Barolo og råbte ”Bambini – Pappa is here!”, så værre er det ikke!
Men som alle afhængige vil jeg her, inden mit misbrug bliver genstartet, benytte lejligheden til at hakke nedad. For her på aftenturen med hunden blev jeg endnu engang mindet om, hvor lykkelig jeg skal være for ikke at være ryger.
Jeg ved godt, de nikotinafhængige har opbygget en eller anden fed myte om at det på en eller anden fed måde er sjovere at være dem, men når man sådan en råkold januaraften passerer et par smøgtrængende, der har søgt tilflugt i en port, og forsøger at holde ild i deres cigaret, med slagregnen piskende direkte ind i ansigtet, så er romantikken det eneste, der ryger.
Man kan som ryger tale alt hvad man vil om puritanisme og formynderi, men hvor er det dog herligt, vi fik sendt tobaksnyderne ud i den friske luft med rygeloven. Jeg ved godt, det må være skideirriterende for dem, men for os andre er det ganske herligt.
Så jeg ville egentlig bare benytte januars snarlige afslutning til at gnide lidt salt i såret, for jeg vil påstå at det er rygerne selv, der har bragt ulykkerne over sig, ved at være universets mest talentløse afhængige:
Det kræver tre ting at nyde en cigaret, men rygere er meget sjældent i besiddelse af alle tre samtidig. At man ikke kan stikke ild på smøgen ved at gnide to stykker træ mod hinanden, burde stå rimeligt klar efter alle de her år, men alligevel bliver man bestandig stoppet af desperate rygeafhængige, der spørger om man ”har ild?!?” Som stenaldermennesker på desperat jagt efter stammens livsgrundlag.
Det er som om nikotin har en fatal indflydelse på hjernens evne til at planlægge. Lightere kan fås for en billig penge i de fleste kiosker, men af en eller anden grund er rygere i stand til at anskaffe sig cigaretter, uden at overveje, hvordan de skal få dem tændt lidt senere.
Og selv for de eliterygere, der er i besiddelse af både smøger og fyrstål, så de ikke skal klampe sig til en af delene fra tilfældige forbipasserende, er det en evig overraskelse at man ved rygningen af sådan nogle ”cigaretter”, udvikler aske. Det er først når gløden adstadigt er vandret en fjerdedel af vejen ned mod filteret at de, til stor forbløffelse, opdager den stang af aske, der pludselig trænger sig på. Og så skal alle omkringstående inddrages i deres kapløb mod tiden og tyngdekraften, og med lynets hast fremskaffe en form for askeopbevaringsgenstand, som rygeren fem minutter før, ikke forudså behovet for.
Jeg kan allerede nu garantere at når januar er forbi, så ser man ikke mig løbe omkring på offentlig gade med en vinflaske, på jagt efter proptrækker og glas. Jeg tænker fremad, og det giver alkoholen ingen problemer med. Rygning har derimod en lang tradition for at nedbryde sine udøveres evne til at overskue helt simple problemstillinger, hvis de ligger mere end en smøgs tid ude i fremtiden.
Det er over 500 år siden, Columbus slæbte tobaksurten med hjem fra Amerika, og ikke meget mere end ti år siden, vi begyndte at begrænse brugen af den. Hvis rygerne havde været lidt mere elegante, og måske tænkt fremad, så havde det måske ikke været nødvendigt at sende dem ud at stå i den port. Det gør vi ikke kun på grund af røgen fra dem, men også fordi det simpelthen er så irriterende, at hele selskabet skal servicerede dem med ild, smøger og askebægre, når de lige kunne have sikret sig på forhånd at de var i besiddelse af alle tre dele.
Rygterne siger at allerede Columbus glemte en lighter, da han skulle krydse Atlanten på hjemturen, og derfor stoppede op og spurgte samtlige, han mødte, om ild. Men det er som sagt kun et rygte.
Kærlig hilsen Dorset.