Kære  Bundsgaard.
Tillad mig at udnytte en akut begejstring over tilværelsen til at skrive noget, der til en afveksling ikke er det rene brok. Jeg lover at grave dybt i galdeblæren en anden gang.
Men nogle gange fortjener folk bare ros, og ingen fortjener mere ros (med undtagelse af de helgener, der skal betjene ældre mennesker i elektronik-butikker), end DSBs ansatte.
Med ansatte mener jeg dem, man møder som kunde.
Det er ikke fair skrevet. De arbejder garanteret også hårdt på kontorerne, men man kunne i sine sorte stunder få den fornemmelse at der er kø for at prøve den store penge-makulator.

Men dem i togene er jeg vild med.
Jeg sidder på vej hjem fra en tur til Skanderborg. De kører et eller andet musikarrangement derovre, og jeg skulle lige gøgle en 6-8 minutters tid. Det tager man gerne på tværs af landet for i min metier. Jeg gør i hvert fald gerne fremover, efter den behandling, DSB leverede. Nu kan vi stadig nå at blive forsinkede her i toget hjem, så det skal jeg ikke jinxe, men udturen var fremme på minuttet, og jeg var ellers i den sjældne situation at jeg stod og håbede på noget forsinkelse.

Det, der sker er at IC3-togene er fra slut-80’erne, og der var ikke rigtig taget højde for at vi alle sammen på et tidspunkt ville rende rundt med mobiler, der holder strøm i omkring tre kvarter, så når det stik, man skal sætte sin oplader i sidder i loftet bag sædet, så KAN det ske at ens telefon nærmest hænger frit i luften, et sted ud for ens overarm.

Så da toget så tog et skarpt sving, lød der et ildevarslende plump, og da jeg kiggede, hang oplader-ledningen og svindede løssluppent, helt uden telefon. Den lå ikke under sædet. Den lå ikke bag sædet. Den lå ikke indeni sædet. Jeg skilte hele lortet ad, hvilket ikke er umodig adfærd i en stillezone! Men mobilen var væk.
Så i min desperation luskede jeg hen til togføreren for at høre, om hun havde erfaringer med den slags forsvindingsnumre, for jeg har aldrig set mig selv som en form for lavbudget illusionist.
Og da den venlige dame havde fulgt en asiatisk turist gennem toget til sin vogn (de har åbenbart ikke tal derude), kom hun ned til mig og brugte i flere omgange over et kvarter på at lede, kigge, lyse og kravle. Og samtidig var det hende, der beklagede at IC3-togene ikke havde styr på deres udspekulerede mobiltelefonfælder.
Til sidst opdagede hun at den lusket havde lejret sig ovenpå et hængsel og fik den skubbet ned til mig – omkring seks minutter før toget var i Skanderborg!

På vejen hjem, nu med mobilen i aflåst sideleje, går alting glat til Fredericia. Sådan er det jo tit. Så holder vi og venter, og jeg ser en mand komme gående med åbent bælte, én sandal på og øjne, der ikke bare svømmede, med dyrkede rygcrawl. Da han er ud for mit vindue, så ser han en bænk, men sætter sig ikke på den. Han vælger, med stort møje, at lægge sig ned, og prøve at kravle ind under den, i en form for rock ‘n roll-fosterstilling. Jeg når lige at tænke om jeg kan nå at sige det til togføreren inden vi kører, før hun udenfor mit vindue kommer ilende sammen med en kollega, og forsøger at få liv i manden. Det foregår lige ved min næsespids, og jeg blev helt rørstrømsk, da hun kravlede hen over ham, for at kunne få øjenkontakt med ham, og helt nænsomt aede hans hår væk fra ansigtet.
Jeg tror ikke, der står i en togførers jobbeskrivelse at man skal ligge på Perron 4 i Fredericia og stirre ind i ansigtet på, hvad jeg formoder var, en svært beruset mand. Jeg siger bare at det gjorde hende her, og jeg var vild med det.

Tak, DSB, for jeres ansatte. De er jeres største aktiv, ikke kun fordi IC3-togene er ved at være udtjente og fordi at på IC4-togene er toilettet det eneste, der ikke er lige til at lukke op og skide i. Jeres folk er bare helt ufatteligt flinke, i forhold til hvad de må blive budt på sådan en dag. Jeg har hørt om en idiot, der tabte sin mobil ned bag et sæde. Han må jo have været stiv!!!