Kære Bundsgaard.

I år er det 19 år siden, jeg skrev min første klumme. Jeg afventer stadig på hvilken dato, busserne vil flage i den anledning, men må være snart, for jeg kan huske, det var da jeg sad og lavede ”Ugen der gak” ude på Nordisk Film, og det var i foråret 1998.

Så det må være lige på trapperne, og jeg kan kun forestille mig at flagningen er forsinket, fordi der skal koordineres noget med andre, der har frelst nationen fra total udslettelse.

Jeg var nemlig, temlig’ moralsk, da jeg første gang skulle skrive en klumme. På afbud, naturligvis, som det meste af det, jeg er blevet tilbudt i hvad man med et generøst ord kan kalde min ”karriere”.
Jeg tænkte mig (helt atypisk!) om og opstillede straks et par regler for kommende klummeskrivning, som der heldigvis blev brug for. Min vigtigste regel var at jeg aldrig ville skrive en klumme om at skulle skrive en klumme. Jeg orkede nemlig heller ikke dengang at skulle gnide andre menneskers navlefnuller ind i mine øjne, når de særligt sårbare klummeskrivere med læsbare suk beklagede sig over HVOR svært, det lige er, at skulle dele sin mening om dette eller hint og få penge for det.

De gør det stadig. Hver tredje klumme i Information handler om skribentens tanker om at skulle skrive en klumme. Der er en grund til at jeg er gået fra at få den avis seks gange om ugen til kun at læse den i weekenden, hvor jeg har overskud til alle bebrejdelserne.

Min anden regel er dog vigtigere. Det er nemlig i år cirka præcis 288 år siden Jonathan Swift (ham, der også skrev ”Gullivers rejser”) forfattede sit fantastiske essay ”A modest proposal” om hvordan de fattige burde spise deres børn, når nu regeringen ikke ville forhindre børnene i at dø af sult. Et fantastisk essay, der burde tjene som alle klummers fader, med sin skarphed og sit sardoniske vid.

Men altså: Dengang for 19 år siden vedtog jeg også en anden regel, hvis der nogensinde skulle opstå et andet afbud, der gjorde jeg skulle skrive en klumme: At jeg ALDRIG ville lave en af de dér ”på den ene side, men så på den anden side, og dybest set burde vi bare alle sammen være venner”-klummer. Så hellere lægge mig ud med hele verden ved at vælge et absurd synspunkt.

Jeg har virkelig altid hadet den dér Gandhi-agtig leflen for læseren:

”Der er meget mere, der samler os, end der skiller os ad”. Eller ”Hvis vi bare lytter bedre efter, hører vi måske lighederne frem for forskellene”. Og ikke mindst ”Men det er bare min holdning, og hvordan kan jeg dømme andre mennesker, der heller ikke forstår at skrive en klumme?!”

Nu har jeg som sagt 19-års jubilæum (om end flagningen udebliver), og jeg har fået lov at skrive klummer for aviser, gratisaviser, magasiner, websites og nu på vores udsøgte blog. Og ind imellem har jeg følt mig svag i troen og tænkt ”jeg kan da godt forstå at Gandhi-folket vil væve folk tættere sammen med noget hyggeligt og Kumbaya-agtigt”. For det kan da sagtens være, man glæder folk ved at tale positivt og fornægte enhver meningsforskel. Tænkte jeg.

Men nu er det med stor glæde at jeg kan erklære i forbindelse med 19-års jubilæet at de mennesker skal finde sig et andet job end klummeskrivningen. For jeg har tænkt igen, og man viser jo ingen vej ved at sige ”din særhed er fin og det er DIN særhed også”. Man må jo skubbe til folk, hvis de skal få modet til at tænke ”well, jeg KAN jo måske godt overveje om jeg er som jeg skal være…?

Så nu gider jeg ikke skrive en eneste klumme, der rummer nogen form for tvivl eller dualitet. ALDRIG! I hvert fald ikke i dag.

KH Dorset.